Det gav et stik i hjertet, da jeg hørte at ‘høgen’ var fløjet ind i solnedgangen.
Historien om The Band begyndte med Ronnie Hawkins. Han lærte os vejens regler. Ronnie Hawkins fik med ned fra Canada til Mississippi-deltaet, da jeg var 16. Han optrod to sange, jeg havde skrevet, og mente, at jeg kunne være talentfuld. Han prøvede mig på guitar og bas, og det eneste problem var, at jeg var for ung til at spille i de klubber, de kom forbi på turene. Jeg var også uerfaren, ikke en god musiker endnu og så er der INGEN canadiere i sydlige rock-an-roll-bands. Men jeg øvede mig indtil mine fingre blødte, og til slut hyrede han mig trods alt.
Ron pralede af at han altid havde førsteklassesmusikere i sin gruppe. Levon Helm der var trommeslager i the Hawks, og jeg snakkede om at hyre Rick Danko på bas og sang, Richard Manuel på piano og sang og Garth Hudson på orgel og saxofon Sammen med Levon og mig blev det den magiske kombination. Ronnie var gudfaderen, ham der fik det hele til at ske.
Han fik os til at øve konstant til ud på de små timer. Vi toppedes lidt om det, men vi blev bedre og bedre. Og det var målet, uanset om vi vidste det eller ej.
Efter The Hawks forlod Ron og selv tog ud på tur, fandt vi sammen med Bob Dylan. Så blev The Hawks til The Band og resten er historie, som man siger.
Det hele startede med Ronnie Hawkins.
Han var ikke bare en stor kunstner, en fantastisk artist og orkesterleder, men havde en enestående sans for humor. Overraskende og helt enestående sjov. Ja, gud har kun lavet en af den slags. Og han vil leve videre i vore hjerter til al tid.