Regeringen har – med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i spidsen – lavet et medieforlig med den såkaldte venstrefløj i Folketinget. De borgerlige har ikke ønsket at være med.

Af forliget fremgår det blandt andet, at de internationale streamingtjenester – Netflix, HBO, Disney+ osv. – skal betale et såkaldt “kulturbidrag” på 6% af deres omsætning. Beløbet skal sikre, at der produceres dansk kultur, f. eks. danske serier.

Det lyder da også besnærende. Men en ting er øremærkede penge til dansk kultur. Noget andet er, hvordan vi sikrer os, at de førende danske tv-kanaler – DR og TV2 – får lavet nok danske programmer. Det handler jo om – ikke penge – men indhold og form, og derfor om politisk styring af programpolitikken. Er det – for eksempel – i orden, at rigtig mange, også populære, programmer er programidéer, der er indkøbt i udlandet. Tag for eksempel de meget populære bageprogrammer, der samler store dele af befolkningen foran tossen? Hvordan sikrer man politisk set, at der sker en dansk programudvikling og -produktion, hvis ikke man fastlægger nogle overordnede linjer sådan rent politisk? Det vil også være med til at bryde den ensformighed, der er over de danske tv-kanalers programudbud, hvor såvel DR som TV2 har samme programtyper (livsstilsprogrammer blandt andet: hver sit ejendomsmæglerprogram, hver sit hjemme-hos-en-type-programmer og så videre).

Så vidt jeg kan læse medieaftalen, så handler den primært om, hvordan pengene skal bruges. En undtagelse er måske oprettelsen af et center for graverjournalistik. Det handler selvsagt om at lave et center, der kan støtte journalister ved medierne i arbejdet på at kulegrave sager og emner. Det handler derfor om at opkvalificere journalistikken på et område, der i disse SOME- og avisdødstider, er en truet genre. Hvilket selvfølgelig er godt, selv om man kunne ønske at gravejournalistik var en del af det daglige arbejde på aviser, tv- og radiostationer.