Nej, ikke filmen, men filmens hovedperson!
Christian F. – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo blev en meget omdiskuteret og publikumpopulær film, da den kom i 1981. Og det hjalp gevaldigt til med successen, at selveste David Bowie var komponist til filmens musik og var med som sig selv i en koncertscene tidligt i filmen.
Filmen følger den kun 13-årige pige Vera Christian Feelscherinow, der bor og keder sig i Vest-Berlin og ender med at blive heroinmisbruger og prostitueret i en alder af kun 14 år.
Filmen er blevet en kultfilm, både på grund af Bowie og på grund af dens fremstilling heroisafhængigheden.
I dag fylder filmens hovedperson Vera Christiane Felscherinow tres år. Efter filmen flyttede Vera til Hamborg, hvor hun blev en del af punk- og musikmiljøet der. Hun omgikken blandt andre Bowie, Nena og Depeche Mode. Stofmisbruget tog hun med sig, og hun blev ikke, som filmen ellers antyder, stoffri. Først da hun i 1996 blev mor til en lille dreng fik hun lidt styr på det med stofferne. Det holdt dog ikke i længden, og hun har måttet betale en høj pris i form at et dårligt helbred. Alligevel er det altså lykkedes hende at holde sig selv i live helt frem til sin 60-års-dag. I dag lever og bor hun igen i Berin, hvor hun holder sig langt fra offentligheden og de fordomme, der har hængt på hende siden dengang.
Helden (Heroes)
Åh – sikken en skæbne, jeg blev ked af at læse det. Jeg husker svagt filmen og fandt aldrig ud af om det var fiktion eller dokumentar, om det var stoffer eller hvad den ellers handlede om. Måske hørte jeg kun om den – 1981, en periode, hvor jeg havde alt muligt andet i hovedet; en tid, hvor jeg stadig mente at man ikke skulle tale dunder til unge mennesker, som har lyst til at prøve at bedøve sig. Det mener jeg for så vidt stadigvæk – man skal informere, men ikke kritisere, skælde ud, eller det der er værre.
@Donald: Jo, og det var meget værre end beskrevet her. Det værste har måske været at Christiane i årene efter filmen måtte døje med pressens/offentlighedens fordømmelse og fordomsfuldhed. At blive stemple som narkoluder i en alder af kun 14-15 år og måtte leve med det, er en hård skæbne.
Narkoproblemet var en af de store omkostninger tressernes frigørelsesbevægelser fik, og narkotikaen var med til at dræbe mange af de smukke drømme, de unge havde dengang. Alting har en pris – også frigørelse…