I min gamle smartlog skrev jeg en del under overskriften “Walking the Dog”. Om mine oplevelser som hundeejer. Og det resulterede blandt andet i reaktioner helt ovre fra Manhattan, hvor en læser blev inspireret til at lade sin hund bestemme lidt mere, når de gik tur i de lokale parker. Og jeg fik lyst til at tage den gamle idé op igen. Dels fordi hunden fylder meget i mit liv. Han – en jagtterrierblanding – er min bedste ven. Og med alderen er vi blevet mere og mere forbundne. Hundeejere vil forstå, hvad jeg mener.

Han sover ofte i min fodende af sengen, hvor han erobrer en stor del af arealet, som jeg så har at tilpasse mig. Og det gør jeg gerne, for han er god til at falde i søvn og sove længe. Faktisk er det altid mig, der vågner først. Og så gælder det om at komme af sted på den første hundeluftningstur. Nogle gange når jeg end ikke at få morgenmad.

I hverdagen foregår turene i lokalområdet, der efterhånden er blevet gennemtravet på kryds og tværs og på langs – og mærket af han hunden, så han ved, hvor han har været (og andre) og kender sit revier. I weekenden tager vi i den lokale forsthave eller aboretet, hvor vi kender hver en sti, hver et træ osv. Og det er en fornøjelse hver gang. Luften er frisk, der er masser at se på. Ofte går vi der alene, fordi vi er tidligt på færde (ikke mange er ude kl. 8 en søndag morgen). Senere møder vi ofte andre hundeejere. Nogle “snakker” vi med; det er dem med hunhunde. For min kastrerede hanhund tolererer ikke andre hanhunde, hvorimod han elsker alle hunhunde. Det er dog blevet lidt mere nuanceret med alderen.

I dag havde vi haven for os selv, bortset fra en enkelt fodgænger, der passerede igennem. Vejret var godt, hunden fandt noget frisk græs, fik forrettet sin nødtørft og snuset en masse. Det sidste er det vigtigste, når man er en hanhund.