1972 er et jubilæumsår på mange måder. 40 år for udtræden af folkekirken. Og 50 år for erhvervelse af kørekort. Jeg lærte at køre i en stor fransk bil med temmelig meget ratslør. Men Finn, kørelæreren, var flink nok og jeg fik det da lært, selv om jeg dumpede en enkelt gang. Den køresagsprøvekyndige til teoriprøven var far til en af mine skolekammerater og berygtet for at stille svære spørgsmål og følgelig dumpe folk for et godt ord. Men han kunne heldigvis ikke genkende mig fra mine få besøg hjemme i privaten, så jeg slap uden skrammer dér.
Så husker jeg fornøjelsen af at sætte mig ind i mine forældres Morris 1000 (Morris Minor) og selv køre lidt rundt i nærområdet. Siden fik jeg lov til at køre min far på arbejde på havnen (sejlede mellem England og Danmark) og låne bilen, medens min far var væk. Det betød, at jeg kunne køre ud på gymnasiet stort set hver dag det sidste halvandet år. Det var forkælelse og privilegie.
Til gengæld gik der rigtig mange år, før jeg selv fik en bil. Faktisk blev jeg 50, inden det skete. Jeg arvede mine forældres orange Toyota Starlet (K6). Indtil da havde jeg klaret mig rigtig fint med offentlig transport, cykel og mine fødder. Og det vil jeg uden de store problemer kunne gøre igen.
Af mit kørekort (EF-modellen) fremgår, at jeg erhvervede mit kørekort i 1972. Ikke nærmere bestemt, men jeg mener at kunne huske at det var i foråret.