Når man er nået til års, som jeg er, så skal man sørge for at bevæge sig lidt (jeg bryder mig ikke om verbet ‘ at motionere’). Af hensyn til helbredet og ens almene velbefindende. Derfor er jeg begyndt at cykle mere end jeg har gjort længe. Jeg går flere ture om dagen og aftenene med min ven hunden, men det forslår ikke, når jeg skal have lidt ekstra. Derfor cyklen.
Min cykel – eller rettere: min favoritcykel (for jeg har faktisk fire: Dels en Raleigh Club, som jeg har overtaget efter min svigerfar, dels to stk. Kildemoes med tre gear, begge fra dødsboer) – købte jeg i 1980. Det er en Raleigh Turist, en stor sort, 25 kilo tung, cykel af stål. Den har tjent mig godt gennem årene. I begyndelsen brugte jeg den blandt andet til at fragte min søn til og fra børnehaven, der lå i midtbyen, og når jeg skulle til svømning, ligeledes i midtbyen, om aftenen. Men de senere år er den kun blevet luftet i ny og næ.
Men beslutningen om at cykle mere – cykle, når jeg skal købe ind, og gøre ærinder i lokalområdet især – fik mig til at overveje at købe en splinterny cykel. Men efter at have tænkt over det, så valgte jeg at renovere den gamle. Dels koster en ny af samme slags ca. 8000 kr., dels fejler den gamle havelåge ikke noget, men skulle blot opgraderes lidt. Den havde undervejs mistet sit gear, så jeg fik sat et nyt tre-gear på. Og så fik jeg monteret et rigtigt lad foran styret, så jeg kan have varer både foran og bagpå. Det kostede selvfølgelig en del penge, men var dem alle sammen værd, så nu triller jeg lystigt rundt i den lokale landsby. Genvunden cykelglæde, gratisk bevægelse og veltilpashed.