Så fik jeg genset Clive Donners ungdoms- og musikfilm Some People fra 1962. I dag kan den fås både på DVD og Bluray (oven i købet på tilbud…). Men da jeg startede på min gamle weblog, smartloggen, skulle man ud i internetmarkedets kroge for at opdrive en kopi. Det lykkedes dengang og jeg skrev en del om det, som jeg nu vil genoptrykke, da mange læsere ikke har fået det med.

Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people” via
Ebay ;-). Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se
en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden.
Mon den holder? Husker man rigtigt?

Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i

filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod–
subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk
ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of
Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project”, altså
som et slags socialt projekt, der skulle forebygge
ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen
en “corny propaganda film” og sammenfatter handlingen med disse
ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s
licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles.
Bored without their speed machines and alienated in their
economically-depressed factory town, they assemble a rock band
with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir
director of a local church who offers his facilities for rehearsal space.
The band becomes involved with a youth awards program devised as
a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the
British government, and despite some lingering moments of
dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the
while by a hopeful adult community”. Altså tydeligvis en film med et
pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første
halvdel…

Ikke desto mindre (eller måske er der en
sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”, bliver udpeget til
at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv
film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til
klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i
gruppen the Eagles (ikke at forveksle med countryrockgruppen i USA)

ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et
lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-
professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en
appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller
også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste
instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en
pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største
pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som
anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den

tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste,
der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og
frem til ca. 1980.
Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de
sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder
man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den
unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin
hovedrolle i Antonionis berømte Blow up. [14. marts 2006]

Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC
Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”. Jeg har
endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over
selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to
såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med
tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”. DVD’en
er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret
sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og
1960’erne”. Og der er mange sjove ting imellem… [15. marts 2006]

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-
auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD.
Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet.
Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade
mennesker på “rette” spor – er ikke til at overse med
erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre
unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale
den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale
veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af
landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det
sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung
spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne
(det kunne man jo gøre dengang med succes…).
Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også
var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens
avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser
amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud
at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale
cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge
artigt spiller pool og synger i kor…
Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt
klippede indledning med neonlysreklamer, grønne
dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af
Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.
Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede
“1968”, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den
meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben),
der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene,
hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med
cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot
interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han
repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der
ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også
straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får
dem i tale (og dermed på rette vej…).
Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er
som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i
deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple
teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede
højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og
obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og
frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og
tilbagefriseret hår à la Elvis… [20. marts 2006]

Og filmen holder vand her endnu en årrække efter med sin beskrivelse af opbrudstiden og de “problemer”, det førte med sig. En lille, måske overset film i den fornemme række af engelske socialbevidste film fra tresserne.

Trailer