Pressens – især dansk tvs – behandling af hændelserne i Ukraine bliver ved med at gnave i min bevidsthed som en skarp sten i skoen. Og i disse dage savner jeg den franske samfundstænker Jean Baudrillard, der sidst i sin karriere gjorde sig stort bemærket med en lille bog med den provokerende titel Golfkrigen fandt ikke sted. Hvad mon Baudrillard ville have sagt om det, der sker i Ukraine i dag? At den i vesten påståede krig ikke finder sted?

For at forstå Baudrillards tankegang så er det nødvendigt at se på den måde, hvorpå hændelser i Ukraine bliver videreformidlet. Baudrillard tænkte ikke kun samfundsteoretisk, men også i en vis forstand semiotisk. Han tænkte i tegn og tegnsystemer. Og det han hæftede sig ved i forbindelse med den FN-autoriserede mission i den persiske golf var, at det primært foregik på tv i en af amerikanerne stærkt styret og redigeret form med radarbilleder og lignende. Alt hvad man almindeligvis forbinder med fænomenet krig – fx at to parter står over for hinanden og bruger våben mod hinanden  osv.  – var der ikke. Og især den amerikanske befolkning fik et simulakrum (et gøglebillede) af virkeligheden i den såkaldte golfkrig.

Baudrillards provokerende, men også tankepirrende og -æggende, fortolkning af hændelserne i Golfen satte sig spor. Og i forbindelse med  oprøret eller borgerkrigen i Libyen i 2011 samlede en journalist ved dagbladet Information Baudrillards tankegods op og skrev blandt andet:

.. Gadaffis kamp med oprørene ikke den første krig, der primært er blevet udkæmpet på tv-skærmene. Under de historiske begivenheder, vi i daglig tale benævner Golfkrigen, skrev den franske filosof Jean Baudrillard et essay med titlen Golfkrigen fandt ikke sted. Baudrillards pointe var, at den FN-autoriserede mission i Den Persiske Golf ikke var en rigtig krig, selv om den blev portrætteret som en. De handlinger, man normalt forbinder med en krig, fandt aldrig sted. Konflikten blev i stedet overvåget på kort og radar, den amerikansk ledede koalition var aldrig udsat for reel fare, ligesom der ikke på noget tidspunkt var tvivl om dens endelige sejr.

Baudrillard kaldte det en »aseksuel kirurgisk krig, et spørgsmål om krigsmageri hvori fjenden kun fremtræder som et computeriseret mål.« Som han provokerende bemærkede, var det mere sikkert for amerikanske soldater at gå i krig end at blive hjemme i USA, for ifølge statistikken ville flere dø i den amerikanske trafik end i Operation Desert Storm. Meget tyder på, at man kan drage akkurat de samme konklusioner om de seneste måneders hændelser i Libyen.

Uanset om man accepterer Baudrillards fortolkning eller ej, så er det vigtigt at forstå, at hændelserne i Ukraine lige som tidligere militære hændelser i verdenshistorien er genstand for fortolkninger. Og hver hændelse er præget af sin tids formidlingsmåder. Den første verdenskrig blev fx især fortolket via fotografiet og skriftlige beretninger, under Anden verdenskrig var det også filmen, der var en vigtigt del af fortællingen om den krig (tænk bare på alle de dokumentarfilm og spillefilm, der er blevet lavet om den krig), Vietnamkrigen var tv-mediet blevet den store fortæller, og vi fik ofte tv-formidlede rapporter fra den fjernøstlige stat, og i Ex-Jugoslavien kom der endnu en dimension til, nemlig informationer via sms og email. Og i dag i Ukraine formidles en stærkt redigeret virkelighed især via et tv, der kritikløst videreformidler alle mere eller mindre – især det sidste – bekræftede informationer i døgndrift og som er ufrillige ofre for internettets – ikke mindst youtubes – uredigerede informationer fra konflikten.

Der foregår en kamp om fortolkningen af det, der sker i Ukraine. De vestlige medier og politikerne fodrer befolkningerne med en fortolkning, der handler om, at russerne og Putins styre har begået overgreb på et lille, demokratisk, selvstændigt land og dagligt får vi “bevisførelse” for russernes “krigsforbrydelser” osv. Samtidig får vi meget lidt af den fortælling, den fortolkning, som det russiske folk bliver til del, dvs. Putins fortælling om, at man kommer den undertrykte russiske minoriteter i Donbas-området til undsætning efter flere års “folkemord” og at der i øvrigt ikke er tale om krig (og hvis man påstår det, så står man til 15 års fængsel for løgnagtig propaganda), men om en “særlig militær operation”. Og man behøver ikke at sidde mange timer foran tv for at indse, at vi – befolkningerne i Europa og Vesten – er genstand for en ganske bestemt udlægning af, hvad der sker i Ukraine.

At det er en kamp om fortolkningen blev i går understreget af, at man i EU vil lade sanktionerne gå ud over russiske medier, idet man vil forhindre europæerne i at se tre russiske tv-kanaler. I forvejen har man lukket for andre hidtil tilgængelige informationskanaler – fx Russia Today. Argumentet er, at man vil lukke for Putins propaganda. Man glemmer bare at fortælle, at lukningen er et led i den vestlige propaganda og man kan spørge, om i hvilken grad det harmonerer med vores højt besungne ytrings- og tankefrihed, når borgerne i Vesten ikke selv får mulighed for at høre russernes fortolkning og tage selvstændig stilling!? Hvad bliver det næste, fristes man til at spørge? At borgerne i Vesten heller ikke må omtale hændelserne i Ukraine som andet en krig, ikke må vise forståelse for den russiske befolknings situation, ikke må stille kritiske spørgsmål til Ukraines historiske og kulturelle situation og status i verden osv.? Det er svært ikke at mærke en autoritær tankegang i EU-ledelsens argumentation.

Tilbage til Baudrillard: Finder krigen i Ukraine sted?! Det vil jeg trygt overlade til mine læsere at danne sig en mening om.