Da jeg gik i gymnasiet var der – i 1972 – afstemning om, hvorvidt Danmark skulle være en del af EF (De europæiske Fællesskaber). Jeg kunne ikke stemme, fordi jeg endnu ikke var fyldt 20, men danskerne stemte ja med 63.4%, der sagde ja, og 36,6% der sagde nej, og en valgdeltagelse på 90,1%. Ikke et voldsomt, rungende ja, men dog et ja til det marked, der ville åbne sig for erhvervslivet og arbejdskraften.

Siden har danskerne – generelt set – været lunkne, ja halvhjertede ved afstemninger vdr. det europæiske fælleskab. De efterfølgende afstemninger handlede ikke bare om handel og vandel, men om den overstatslige union, som i Franz Joseph Strauss’ drømme kunne udvikle sig til en europæisk forbundsstat eller lignende. Og lige netop dette perspektiv – med afgivelse af national suverænitet og selvbestemmelse – har været med til at kølne danskernes interesse for projektet. Måske også de foreløbige erfaringer fra EF, der ikke viste sig helt at være så gyldne som lovet.

I 1992 blev dansker bedt om at stemme for eller imod en ratificering af Maastricht-traktaten – traktaten om den europæiske union. Traktaten indebar en øget integration af fælleskabet med fokus på det monetære (en fælles møntunion), juridisk integration og udenrigs- og sikkerhedspolitik. Altså mere union. Og danskerne stemte nej (50,7%), ja (49,3%) og en stemmedeltagelse på 83,%. Danskerne halvhjertede beslutning sendte chokbølger gennem de europæiske fælleskaber, der derfor måtte lave nogle forbehold, så danskerne ikke helt faldt uden for fælleskabet. Som sagt, så gjort. Og vi fik fire forbehold, blandt andet forsvarsforbeholdet. Men fx også et nej til euroen.

Når statsminister Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet bruger det meste af sin 1.maj-tale til at plædere for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet og dermed plæderer for et styrket europæisk forsvarssamarbejde ved siden af eller i alliance med Nato-samarbejdet, så “glemmer” hun åbenbart, at danskerne stadigvæk er lunkne over for et øget unionssamarbejde, og hun glemmer helt sin egen ofte luftede nationalisme. Hun overser, at danskerne grundlæggende er skeptiske over for det, der foregår ‘nede i EU’, som det ofte og meget sigende hedder. Og at danskernes erfaringer med EU langt hen ad vejen har styrket denne skepsis, hvilket blandt andet forklarer, at vi stadigvæk har en organiseret EU-modstand og et parti – nemlig DF – der er erklærede modstandere af det unionistiske.

Der er mange andre grunde end de nationalistiske til at stemme nej til afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Fx at vi jo har et Natosamarbejde, der burde kunne styrke det europæiske militære samarbejde (specielt efter, at regeringen har øget forsvarsudgiferne til 2% af bruttonationalproduktet og en udsigt til en regning på i omegnene af 18 milliarder frem til 2030). Dernæst, at EU har et demokratisk underskud, som unionen endnu ikke har formået at gøre mindre. Og at EU i bund og grund er en liberalistisk, kapitalistisk økonomisk union, der lider under dette økonomiske systems indbyggede fejl og mangler.  Og mere til.

Skulle det lykkes for regeringen og dens allierede i denne sag at få en ja til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, så vil det betyde et – sikkert beskedent – farvel til årtiers fundamental dansk lunkenhed over for en bureaukratisk, centralistisk, udemokratisk union af europæiske stater. Og det håber jeg ikke sker.