Forleden tog jeg mig sammen og fik set – eller rettere genset – Werner Herzogs film Nosferatu. Phantom der Nacht. Pigerne i mit liv var en kende skuffede, fordi den ikke var uhyggelig eller chokerende. Men, jeg havde advaret dem på forhånd. Det, jeg kunne huske,var stemningen og de mange smukke billeder. Og så Klaus Kinskis Nosferatu-skikkelse, der både er et cadeau til Max Schrecks Nosferatu i Murnaus klassiker fra 1922, Nosferatu – eine Symphonie des Grauens, og helt sin egen martrede, ikke-døde, længselsfulde personlighed.

Netop i dag ville Klaus Kinski være blevet 80 år, hvis ellers han ikke havde stillet træskoene i 1991 efter et hjertetilfælde. Historierne er mange om denne tysk-polske (født i Danzig) skuespillers neurotiske, besatte, nærmest vanvittige levned, men tilbage står, at han var en klasseskuespiller på filmlærredet. Ikke mindst han (meget problematiske) samarbejde med instruktøren Werner Herzog vil blive stående længe. Aguirre, Woyzeck, Fitcarraldo og Nosferatu. Ikke alle filmiske mesterværker, men Kinskis spil løfter dem alle. Inden han mødte Werner Herzog måtte han tage til takke med en lang række roller i mere eller mindre lødige produtioner, alt fra westerns, erotiske film, litterære filmatiseringer, krimis osv. Altid satte han sit tydelige fingeraftryk på filmene.
Nævnes skal også, at hans datter Nastassja Kinski har fulgt i faderens fodspor. Desværre ikke med den succes, som hendes talent berettiger til. Men se Maria’s Lovers, hvor hun spiller over for Robert Michum. Den holder.