Det er selvfølgelig ikke helt muligt at undgå tv-pressens håndtering af krigen i Ukraine. Den buldrer derud af og kaster sig over hver eneste fragment i informationsstrømmen.

Og forleden besøgte den danske statsminister Mette Frederiksen Ukraine og var bl. a. på besøg i hovedstaden Kiev, hvor man kunne se hende stå i et udbombet kvarter sammen med sikkerhedsfolk o. a. Og hun udtalte noget i retning af, at ‘det var åbenlyst, at der var tale om krigsforbrydelser’ (citeret efter hukommelsen). Og statsministeren har selvfølgelig lov til at mene, hvad hun vil. Men – hvorfor var der ikke en eneste repræsentant for pressen, der spurgte hende om, hvilket grundlag hun baserede sin påstand på? For lytter man til de såkaldte eksperter, der hives ind i tv-studierne, så siger de nogenlunde samstemmende, at krigsforbrydelser – som andre forbrydelser – skal bevises og at det, situationen taget i betragtning, er meget svært at føre bevis for, at der har været tale om krigsforbrydelser. Vi kan sagtens formode det, bl. a. fordi krigsforbrydelser nærmest er et forudsigeligt fænomen i forbindelse med krige. Men det er umådeligt svært at føre bevis for, at der er tale om sådanne forbrydelser. Dels vil parterne i krigen forsøge at slette alle spor efter sådanne hændelser, dels ved vi faktisk ikke, om de personer, der er blevet dræbt og såret, er civile eller måske civilt klædte partisaner (vi skal fx huske på, at alle mænd i Ukraine er indkaldt til militærtjeneste, og at Ukraine – i hvert fald i den østlige del i Donbasområdet – har ført partisankri gennem lang tid før den nuværende krig), dels er der sjældent vidner til sådanne hændelser (FN har sendt folk til Ukraine for at undersøge, hvad der er sket) og endelig skal det fastslås ved den internationale krigsdomstol, om der har været tale om krigsforbrydelser. Så det var lidt uheldigt, at landets statsminister slap uimodsagt igennem med den udmelding.

Og igen er vi tilbage ved pressen, der gladeligt og uden den store omtanke kolporterer påstanden om krigsforbrydelser videre – uden at standse op og spørge ind til påstanden. Jeg mener, at det må være pressens fornemste opgave at gå i kødet på en sådan udmelding. Hvis vi som almindelige borgere og tv-seere skal blive bare lidt klogere på konflikten i Ukraine, så er det nødvendigt at journalisterne ikke bare er mikrofonholdere, men også formår, tør og vil forholde sig kritisk til den slags påstande og formodninger. Ellers bliver vi igen ofre for propagandaen.