På mit natbord ligger en gammel, brugt, tidligere biblioteksudgave af James Bernards og Dave Marshs gamle (1994) The New Book of Rock Lists. Som titlen antyder, så består bogen – der er på små 600 sider – af alskens lister over emnet rock. Lister som de to skribenter selv har lavet og lister andre gennem tiderne har lavet.
Og selv om noget er ganske trivielt, så er der altså også oplysninger og viden at hente i disse lister som man ikke havde i forvejen. Og så er den perfekt som natlektyre, fordi den består af en lang række små “snapse”, som man kan indtage, når man ikke lige læser i noget andet.
For eksempel var det interessant for mig at få fremhævet bassisten James Lee Jamerson på J. D. Considines liste over de 50 bedste bassister. Considine er selv bassist og musikskribent i bl.a. Rolling Stone, Musician, Request, Playboy og Washington Post.
Nar James Jamersons navn er interessant, så er det, fordi han i mange år arbejdede som relativt anonym studiemusiker. Han har spillet på langt de fleste Motown-hits, men dengang – før halvfjerdsernes start – var det ikke almindeligt at kreditere for og på de plader, som de var med til at indspille. I 2000 blev han indlemmet i Rock And Roll Hall Of Fame for sin indsats, og betragtes i dag som en af de mest indflydelsesrige bassister i amerikansk populærmusik. Og både tidsskriftet Rolling Stone og tidsskriftet Bass Player har udråbt ham til at være den bedste og mest indflydelsesrige bassist gennem tiderne.
Desværre døde Jamerson kun 47 år gammel af alkoholrelaterede komplikationer i 1983 og fik derfor ingen glæde af den forsinkede anerkendelse. Og den er fuldt fortjent. Når man har medvirket på hele 23 førstepladsplaceringer på Billboards Hot 100-hitliste og 65 (!) R&B-hitliste-førstepladser, så er man ikke en hr-hvemsomhelst. Hans nærmeste konkurrent er Paul McCartney, der er en stor beundrer af Jamerson.
Han blev født i 1936. Og efter at have spillet i forskellige sammenhænge, bl.a. med Jackie Wilson, blev han ansat i Berry Gordys Hitsville USA Studie, hvor Motown-pladerne blev til. Og her blev han medlem af studiemusikerkollektivet The Funk Brothers, der var en pendant til The Wrecking Crew, der holdt til i Los Angeles.
Ikke alene arbejdede The Funk Brothers nærmest i anynomitet i mange år, men de blev også underbetalt for deres arbejde. Derfor arbejdede de fleste af dem, der var jazzmusikere, også som freelancere og spillede på områdets mange spillesteder, når de ikke lige var i studiet (typisk om eftermiddagen).
Fra begyndelsen af tresserne spillede Jamerson især på en Fender Precision Bas, og han var med til at udvikle og udvide basspillet i populærmusikken: “Jamerson is noted for expanding the musical style and role of bass playing in popular music of the time, which, (in 1950s and ’60s R&B, rock and roll, and country), largely consisted of root notes, fifths and simple, repetitive patterns. By contrast, many of Jamerson’s basslines relied heavily on chromatic runs, syncopation, ghost notes and inversions, with frequent use of open strings. His nimble bass playing was considered an integral part of the “Motown Sound”. He created melodic lines that were nonetheless locked to the drum groove” [Cit. fra en wiki om Jamerson].
I tiden efter Motown, som han forlod i 1973, arbejdede han som løs studiemusiker, men efterspørgslen på hans stil tog af og efterhånden gled han ind i alkoholismens tåger. Et trist endeligt for en stor musiker.
I dokumentaren Standing in the Shadow of Motown kan man få mere at vide om Jamerson og The Funk Brothers. Og Youtube er – ikke overraskende – rig på eksempler på Jamersons kvaliteter.
Tak til den excentriske og meget velskrivende musikskribent Dave Marsh for – igen og igen – at fremhæve James Jamerson blandt bassisterne.