I morgen – den 18. maj 2022 – er det fyrre år siden, jeg trådte ud af folkekirken. Det skete på kordegnens kontor i Sct. Pauls Kirke og Sogn i Århus C. Jeg husker det så tydeligt. En lys dag, og jeg boede lige i nærheden i Strandparken. Jeg var kort tid forinden blevet far for første gang, og det fik mig til at træffe beslutningen, der havde været undervejs i flere år.
Hvordan kunne jeg være medlem af en forening – et trossamfund – hvis tro, jeg ikke delte. Ganske vist var jeg både blevet døbt og konfirmeret, men havde siden jeg var ganske ung haft en uafrystelig tvivl vedrørende tro og religion. Og nu syntes jeg så, at tiden var inde til at træffe en beslutning, der var i overensstemmelse med min overbevisning. Og som skrevet, så gjort.
Kordegnen, der var en venlig mand, undlod ikke at spørge mig, om jeg nu havde overvejet det nøje, og gjorde opmærksom på muligheden af at indmelde sig igen. Men jeg var helt afklaret, og det var en rar tanke, at jeg sådan tog konsekvensen af min afklaring og holdning. Og her sidder jeg så med min gamle dåbsattest fra 28. Februar 1954, hvor der på bagsiden står “Udtrådt af folkekirken den 15. maj 1982” med sognets stempel og kordegnens underskrift. Måske en skrivefejl med datoen. Jeg tror, det var den 18. maj. Men under alle omstændigheder er der gået fyrre år siden dengang. Færdigt arbejde.