War is over
If you want it
War is over now
Sådan synger John Lennon og Yoko Ono i deres julesang Happy Xmas (War is over). Og drømmen og ønsket om en ende på verdens krige er ikke forsvundet med Lennon. Og krigen i Ukraine rejser igen det naive spørgsmål, om vi kan forestille os en verden uden krig?
Hvorfor skulle vores forhold til krig have ændret sig, kunne man måske indvende?! Jo, jeg tror, at noget har ændret sig radikalt. – Sidst vi hørte om krigstilstande i vores del af verden, var da der udbrød krig i Ex-Jugoslavien. En krig, der også sendte flygtninge rundt i Europa og efterlod landet i ruiner og latente konflikter. Og dengang var noget af det nye, at vi fik oplysninger – reelle såvel som misinformation – via internettet. Med krigen i Ukraine er vi nået til et sted i verdenshistorien, hvor vi befinder os i en globaliseret verden, dvs. en verden, hvor det kapitalistiske marked har nået et hidtil enormt omfang, grænsende til total dominans på jorden.
Det illustreres måske bedst ved det forhold, at krigen i Ukraine ikke kun udspiller sig på slagmarken men også i form af sanktioner og relaterede handlinger. For eksempel har en række europæiske firmaer – fx Carlsberg, Ecco og Jysk – lukket deres afdelinger i Rusland med henblik på en afvikling. Og meget tyder på, at sanktionerne og de tilhørende handlinger har en ubehagelig effekt på Rusland. Men, og der er et men, sanktioner i vor tid er et tveægget sværd. Det går ikke kun ud over “fjenden” – Putin, hans regime og oligarkerne- men også den almindelige befolkning (herunder alle de medarbejdere på udenlandske virksomheder som nu mister jobbet og dermed muligheden for at forsørge deres familier).
Og – så går sanktionerne også ud over os selv. Vi har allerede mærket det på de stigende priser på brændstof til varme og transport. Og i dag kom det frem, at selv om der er sanktioner, så eksporterer det russiske statsejede energiselskab Gazprom stadigvæk gas til Europa – og Putin har erklæret – som et modtræk til Vestens sanktionspolitik – at den leverede gas skal betales i rubler og gennem russiske banker. Der er med andre ord grænser for sanktionernes effektivitet. Og dette forhold illustrerer blot det forhold, at vi i den globaliserede verden er så forviklede i handelsforhold med andre lande, at traditionel krigsførsel og afledte sanktioner forekommer at udgøre en uhensigtmæssig adfærd. En adfærd, der tydeligvis skaber større problemer end løsninger. Så spørgsmålet – det store idealistisk-naive spørgsmål – er vel, om det ikke var bedre at lægge krigen som konfliktløsning på historiens hylde og acceptere, at den globale verdens sammenfiltring via det globale marked må finde sine konfliktløsninger med andre, fredeligere løsningsmodeller? Måske gennem en styrkelse af FNs overstatslige rolle og magt – og en tilsvarende nedgradering af såkaldte militære alliancer som Nato og lignende. Og gennem en styrkelse – udbygning og opkvalificering – af landenes diplomatier og deres fokus på fredsskabende og -bevarende arbejde. Forhandlinger som alternativ til krig? Og nej, det er ikke ment som en aprilsnar…
I dagens nyhedsstrøm kunne jeg også læse, at man i Frankrig stadigvæk døjer med eftervirkningerne af Første Verdenskrig. I den såkaldt røde zone i området ved Verdun er det stadigvæk langt hen umuligt at bruge landet – mange tusind kvadratkilometer – til noget konstruktivt, fordi der ligger millioner af granater og lignende, der ikke er sprunget i luften endnu og derfor udgør en konstant fare for dem, der vover sig derind. Og at man regner med, at det vil tage mellem 200 og 700 år at få ryddet op (andre estimater taler om helt op til 1200 år…). Blot som en understregning af, at traditionel krigsførsel ikke er nogen rationel konfliktløsningsmodel.