Det var Richard Rogers og Lorenz Hart – to af sværvægterne blandt Tin Pan Alley-sangskriverne (der dominerede amerikansk underholdning i sidste del af 1900-tallet og begyndelsen af det 20-århundrede) – der skrev “Blue Moon” i 1934. Det var længe før rock-and-roll, og allerede dengang blev sangen et hit – med bl.a. Mel Tormé og Billy Eckstein – selv om pladeindustrien langt fra var blevet afgørende for publikums musikindtag. Oprindeligt var det meningen at sangen skulle indgå i en film, hvor datidens store kvindelige stjerne Jean Harlow skulle synge den, men det blev aldrig til noget. Og Rogers og Hart har nok tænkt sig, at sangen skulle synges om en ballade. Måske noget i retning af den udgave Elvis Presley lavede i 1956. Men få år efter Elvis’ succes med sangen kom The Marcels – en sanggruppe med to hvide og tre sorte unge mænd – og forvandlede sangen til det rene post-doo-wop-rock-and-roll, godt hjulpet på vej af produceren – en vis Stu Philips – der indsatte den indledende rockende nonsenslyrik . “Bomp ba ba bomp ba bomp ba bomp bomp ba ba bom ba ba bomk Da dan da dangdang Da ding-a-dong ding…”, der sparkede rocken og rollen igang. Og hørt her mange år senere, så er det næsten svært at forstå, at der er tale om den samme sang.