På vej i seng i går aftes dukkede nyheden om Gary Brookers død – d. 19/2 – ind på mobilos. Og bekræftede, at også 22 kan blive et morbidt år med hensyn til dødsfald. Endnu en af de rigtig store er gået bort. Forsanger, pianist m.m. i Procol Harum, der brændte sig ind i enhver rockelskers bevidsthed med “A whiter shade of pale” i det herrens år 1967. Og sangen blev – nok fejlagtigt – forstået som et bidrag til “the summer of love”. Snarere var den et ypperligt eksempel på det, der dengang kom til at hedde symfonisk rock. Rock med inspiration fra de store klassiske komponister. I dette tilfælde – som Brooker selv har forklaret – især Johan Sebastian Bach, hvis musik Brooker havde et vist kendskab til.

Jeg kan huske at sangen og albummet med sammen titel*) var genstand for megen diskussion på DRs rockprogrammer. Især Keith Reids tekst (og tekster i det hele taget) var med deres poetiske kraft en prøvelse for ethvert popøre, der var vandt til mere lettilgængelig lyrik.

Sammen med Procol Harum skabte Brooker en række fine albums, der alle var båret af gode iørefaldende sange i symfonisk gestaltning og flere tekster, der kunne holde Kloge Åger aktiveret i lang tid. Nu er Gary ikke mere og igen må vi spørge: Betyder det så et endeligt farvel til Procol Harum?

*) Opdatering: Helge gør mig opmærksom på, at “at den første udgave af Procol Harums første plade kun hed Procol Harum. Og den indeholdt ikke A Whiter Shade of Pale. Den sang kom først på de europæiske LP-udgaver fra 1972. “. Jeg har kigget lidt på den engelske Wiki, der kan uddybe, idet sangen åbenbart var med på den amerikanske udgave af debutalbummet Procol Harum. Men vi skal ikke fortabe os i den slags bagateller ved en så trist begivenhed.

Procol Harum, Rockpalast, 1976 hele koncerten