På mit natbord, der også er mit skrivebord, er bunken af digtsamlinger, som jeg har læst som del af min godnatlektyre, blevet udskiftet med Paul McCartneys tobindsværk Lyrics (to tunge bind, der ikke egner sig bedst til at ligge og læse i sengen, men sådan er det altså), hvor McCartney fortæller om en række sange og deres tilblivelse. I stedet for erindringer eller snarere: McCartneys form for erindringer. For sangene er hans liv.

Og tilfældigvis støder jeg på doo wop (som jo optager mig lidt for tiden) i McCartneys bog. Det er under omtale af sangen “Back in the U.S.S.R.” (Det Hvide Album) Macca fortæller om The Beach Boys og deres konkurrence, der kulminerer med albummet Pet Sounds (1966). Og Macca noterer, at Beach Boys var dybt inspirerede af doo wop-traditionen og at Beatles havde “hugget” noget fra dem. Alle “huggede” fra hinanden dengang, det var en del af det kreative omløb dengang. Han nævner også, at påvirkningen kan høres som “en temmelig skamløs parodi på Beach Boyskor i baggrunden” af “Back in the U.S.S.R”.

Paul McCartney “Back in the U.S.S.R.” live på den Røde Plads, Moskva