Hvem er Pete Townshend?, spurgte Torben Bille for nogle år siden, da Townshends selvbiografi var på trapperne. Og sådan kan man stadigvæk spørge, for Pete Townshend er svær at få hold på.

Det kan man forvisse sig om ved at læse det timelange telefoninterview, han oplagt har givet til det gamle hippieblad Rolling Stone. Og igen må man konstatere, at Townshend stadigvæk fører sig frem som en mærkværdig blanding af semi-intellektuel kunstner, rockmusiker og privatperson. Og at han er lige så svær at få hold på som håndsæben i Rifbjergs brusekabine. Townshend er ikke for fastholdere med et af Rifbjergs udmøntninger.

Men tag meg ikke hårdt
kom ikke med gale hænder og kryst mig.
Bliv fra min krop
med disse knugende, heftige hænder.
Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig

[cit. fra Klaus Rifbjergs “Livet i badeværelset”, Konfrontation (1960)]

Så han glider let af på spørgsmål om nye Who- og soloplader og i det hele taget. Man er ikke i tvivl om, at manden stadigvæk har store kunstneriske ambitioner og er meget aktiv som komponist og i sit hjemmestudie. Det er straks sværere at få et holdbart bilede af, hvad der kommer til at ske i nærmeste fremtid – og det skyldes ikke udelukkende coronaen. Men sådan har det altid været med Pete Townshend, der nærmer sig de 77 og det med hjælp fra både høreapparater og nye linser i øjnene. Han er glat.

The Who i deres velmagtsdage – I can’t explain