Min interesse for småskrifter, fanzines og andre miscellanea, som det hedder i bibliografisk jargon, går – som så meget andet – tilbage til den tidlige ungdom. Det var fanbladene – Beatles Monthly og den slags – og obskure musikblade som Superlove!, Hætsj og nogle udenlandske fanzines (før det hed sådan), der vækkede interessen. Kærligheden til små non-profit-skrifter er forblevet usvækket gennem årene, selv om interessen nok har bredt sig til – fagligt betingede – skrifter om poesi, litteratur og kultur.
Som undertitlen på Obskuriøst X siger, handler det “om det vi holder af”. Fanzinet er drevet af kærlighed til stoffet, og det er disse småskrifters styrke – og svaghed. Svagheden består, som lederskribent Henrik også er inde på, i, at man ikke bekymrer sig meget om læserskaren. Vi er lysår fra den journalistiske leflen for gud-og-hvermand. Omvendt kan man sige, at sikrer sig en vis kvalitet af læsere: kun dem, der sætter pris på den slags holder ud og ved.
Personligt har jeg altid været fascineret af skribenter, der dyppede deres pen i deres hjerteblod. Folk, der – med en kliché – brændte for deres stof. Hvad enten det var forfattere og digtere, der udgav på sub-pub-basis eller journalistspirer, der skrev sig frem i tidsskrifter som MM eller lignende. Selv om alle ikke skriver lige godt, så kan man som regel mærke engagementets elektriske understrøm i teksterne. Og det vækker læseren i mig.
Obskuriøst X er som en af barndommens lykkeposer. Man åbner den med stor spænding for at se, hvad der gemmer sig af godbidder og fascinerende tingel-tangel. Ganske vist havde Larsen jo afsløret indholdet på forhånd, men nu fik blogbestyreren så syn for sagn.
Obskuriøst er indiskutabelt Henriks blad. Henrik med venner. På forsiden står Henrik med ryggen til den århusianske domkirke. Sikkert et billede fra Henriks tur til det mørke Jylland. Henrik på vej mod det århusianske minefelt med antikvariater, pladebutikker, genbrugsshops og andre samlerforretninger.
Hovedstykket i bladet må nok være Joachim Larsens seks sider lange artikel “Tid til Doctor Who”, hvor man får en meget udførlig anmeldelse af tre DVD-udgivelser om serien. En minutiøst gennemgang, som kun en nørd kan skrive den. Læseren bliver oplyst om de tekniske problemer med at omsætte en klassisk tv-serie til DVD. Sådan noget må man som nostalgiker gå op i. Det skal jo helst være som dengang. Det er også derfor vi nostalgikere har det lidt svært med director’s cut, extended versions osv. Det er jo ikke det samme – som dengang.
Ellers starter bladet med Joachim og Henriks artikel om detektiv-figuren Colombo, som denne blog jo også har været inde på for ikke så længe siden. Joachims artikel tager igen afsæt i udgivelsen af DVD-materiale med serien. For en Colombo-skeptiker som mig er artiklerne interessant læsning, fordi de præsenterer en fortolkning af seriens egenart. Begge forfattere er enige om, at serien adskiller sig de “traditionelle serier” ved at lægge vægten et andet sted. Det interessante ved Colombo er ikke, hvem-der-har-gjort-det, for det får man at vide som det første i hvert afsnit. Det interessante er måske heller ikke Colombo-figuren som person, for denne udvikler sig meget lidt, efter at den først har fundet sin form. Colombo er først og fremmest interessant som opklaringsmetodiker. Men det virkeligt interessant er skurkene, der spilles af kendte skuespillere, og som hver især har spændende personligheder, der er drevet af menneskelige motiver som begær, hævntørst, jalousi osv. Altså det såre menneskelige. Måske man skulle give Colombo en chance til…
Colombo-artiklen følges op af et rigtigt nørdet stykke om den smukke filmskuespillerinde Candice Bergen og hendes roller i de to brutale, ja, modbydelige westerns Soldier Blue og The Hunting Party. Førstnævnte så jeg ved premieren i min barndoms biograf Strandbio (som jeg nævner, så ofte jeg har lejlighed til det!), og jeg kan endnu huske kvalmen over de blodige slagterier, men også smukke Candice – og titelsangen med den indianske Buffy Sainte-Marie. Candice kan man nu og da kan være heldig og se i en eller anden amerikansk tv-serie som Guest Star; hun var ikke det store talent, men klarede sig i kraft af – lad os sige det på den måde – et fotogent udseende. Hun var mange unge mænds våde drøm dengang. Og er derfor selvskreven til en fanzine-rune… I øvrigt fik jeg netop en mail fra en lokal dvd-forhandler, der havde The Hunting Party til salg for kr. 149,-. Sådan kan tingene falde sammen.
Erling Søby har en lille artikel om et af mine favoritbands Talking Heads. Hvilken plade skal med på den øde ø? Et typisk fanzine-spørgsmål. Hovedvægten ligger på omtalen af bandets mesterværk – koncertfilmen Stop making Sense – der stadigvæk står som noget af det ypperste, der er lavet i denne vanskelig genre.
Artiklen følges op af Henriks møde – eller snarere ikke-møde – med sit store idol Robyn Hitchcock, da denne med band besøgte spillestedet Loppen for ikke så mange måneder siden. Stykket har vi tidligere kunnet læse i Henriks blog.
Frank Brahe kaster sig ud i en fortælling om Queen-forsangeren m.m. Freddie Mercury, der jo forlod denne verden alt for tidligt som offer for AIDS. Et patch-work af historier og informationer om den afdøde mands karriere. Undervejs tangeres et klassisk tema: Kunstneren som røvhul…
Frank har også en anden artikel, som må henregnes til hæftets højdepunkter: Artiklen om den “glemte” danske SF-forfatter m.m. Tage Eskestad med en gennemgang af flere af mandens værker. Med sådan en artikel kan man gå på jagt i antikvariaterne…
Vi får også Henriks beskrivelse af sin rejse til fanzine- og vennetræf i Herning: Moerche midt på dagen. En rejsebeskrivelse af storbymenneskets tur ind i det mørke Jylland, som er svær at læse uden associationer til dansk rejselitteratur i øvrigt. Enhver der har besøgt Herning vil forstå, hvorfor man kan føle sig lidt fortabt derude på heden…
Obskuriøst har selvfølgelig også sin egen anmeldersektion. Her omtale Ole Eges pornofilm Bordellet, der ikke holder vand som pornofilm betragtet. Men Ole Ege burde jo i øvrigt være et godt emne for et fanzine. Henrik omtaler med veneration George Romeros Land of the Dead og den tyske (!) SF-klassiker Operation Ganymed. Og Heine Sørensen supplerer med en omtale af soundtracket til omtalte zoombie-film.
Bladets sidste sektion udgøres af Den Psykotroniske Bogreol, der byder på en Thomas Winthers guide til antikvariater, brugbikser o. lign. i Storkøbenhavn og på nettet, Henriks Supernostalgi, som også vil være kendt fra Henriks blog og Erling Søbys kyndige omtale af Jodorowsky (Moebius).
Alt i alt lever Obskuriøst X op til sin fanzine-ambitioner. Tekster om det, der optager skribenterne. En blandet landhandel. Sådan som det skal være. Hermed anbefalet alle med smag for det obskure eller i hvert fald: obskuriøse…