DR tog sig i går lidt sammen og viste Jesper Dalsgaards roste dokumentarfilm Kandis for livet og musikgruppen Kandis og dens fankultur. Og det er med god grund, at filmen har fået fine omtaler her og hisset, for den giver et sjældent indblik i en fankultur, der alt for ofte blive reduceret til en biting ved musikken, og herunder relationen mellem Kandis’ forgrundsfigur Johnny Hansen og hans fans.

På et tidspunkt bliver Johnny Hansen spurgt, hvad forskellen er mellem Johnny Hansen og Kandis-Johnny, hvortil han straks svarer: Der er ingen forskel. Og det er nok i denne sætning, vi finder en væsentlig forklaring på, at Johnny Hansen og Kandis har så stor gennemslagskraft hos såkaldt almindelige danskere. Der er vitterligt ingen barrierer mellem kunstner og publikum. Illustreret af optagelser fra koncerterne, hvor Johnny før, under og efter koncerterne er i nærkontakt med sit publikum, lige som hans telefon står åben, så publikummer kan ringe til ham med det, de har på hjerte osv. Der er en grel afstand mellem Kandis-fankulturen og den vi kender fra store udenlandske navne, hvor det mest af alt handler om at holde en stor afstand på scenen og i privatlivet.

Johnny Hansen skildres i filmen som en af sine egne fans. En mand med stor succes, men også med en traumatisk liv (hans første kone begik selvmord), som publikum kan identificere sig med. Publikum, fans, der i filmen fremstår som typisk enlige, ja ensomme, danske mænd og kvinder, der i Kandis’ musik og Johnny Hansens liv finder en forståelsesramme, der  har terapeutiske og stærkt emotionelle dimensioner, som fans tager til sig med åbne arme. Hvor repræsentative de udvalgte fans er, kan man jo altid tvivle på, men ikke på deres ærlighed og hengivenhed. Dyrkelsen af Kandis er som en slags erstatning for religion.

Kandis for livet bør alle med interesse for populærmusik se. Fordi den som sagt giver en unikt indblik i en fascinerende og måske også lidt skræmmende fankultur. Og man kan – fx som gammel Beatles-fan – sagtens se paralleller til andre fankulturer i den intense dyrkelse af Kandis og musikken som noget nærmest overjordisk. Dalsgaards film er en fin fordybelse i netop dette på mange måder gådefulde socialpsykologiske fænomen, fankulturen.  Og som Johnny Hansen er inde på et sted i filmen, så var der jo ingen Kandis og ingen musik, hvis ikke publikum og fans var der. Hermed anbefalet. PS. Filmen er nu ude på DVD og BluRay. [opdateret lidt, juli 2024]