I går var det 100 år siden, James Joyces hovedværk Ulysses blev udgivet som bog i Paris af Sylvia Beach. En bog, der med Joyces egne ord (mere eller mindre…) ville holde universiteterne beskæftiget de næste hundrede år. Og det fik han jo sådan set ret i. Et modernistisk hovedværk, der er blevet læst, studeret og forsket i gennem alle årene og som der nærmest er en kult om. Og en bog, mange praler af at have læst, uden i virkeligheden at have gjort det – ofte fordi den har en ry af at være svær at læse. Dog ikke til nærmelsesvis så svær som Joyces andet hovedværk Finnegans Wake.

På dansk er den kommet i tre udgaver. Først var det i Mogens Boisens oversættelse (der blev revideret to gange, senest i 1976), der kom i 1949, så var det Karsten Sand Iversen, der stod for en oversættelse i 2014, og endelig kom der en i 2014 af Bent Wiberg og Jens Feilberg. Sidste udgave med masser af uddybende og forklarende noter.

Det er dog, vil jeg mene, en bog, man sagtens kan læse og få noget ud af uden at have alskens håndbøger (og dem er der mange af…) ved sin side og uden at have en akademisk uddannelse i litteratur og sprog. Som en meget moderne version af Homers Udysseus, blot forlagt til en dag i Dublin med hovedpersonen Leopold Bloom.