Nogle gange kan man også blive positivt overrasket i sine forventninger. Det gælder gårsdagens film Stan & Ollie. Jeg var egentlig negativt stemt, da jeg hørte om filmen om de to komikere Gøg og  Gokke. For hvordan i alverden skulle man kunne lave en film om det makkerpars komik fra stumfilmens epoke – uden at komme til at gøre skade på billedet af en unik komisk duo?

Svaret er ganske enkelt. Filmens instruktør Jon S. Baird har lavet en film – ikke om parrets mesterlige filmkomik – men om forholdet mellem de to personer bag figurerne Gøg (Stan) og Gokke (Ollie). Og handlingen er forlagt til den sidste del af duoens karriere, hvor de har måttet sige farvel til stumfilmen, de mange små film og goddag til en ny virkelighed med fjernsynet som voksende underholdningsfaktor i de mange hjem og med nye ansigter på komikkens scene.

Og dertil skal lægges af de to skuespillere – Steve Coogan og John C. Reilly i hhv. rollen som Gøg og som Gokke – er godt castet og faktisk ligner de rigtige personer forbavsende meget, spiller dem lige så overbevisende og – ikke mindst – formår at levendegøre menneskene bag navnene. I en fortælling om et makkerpar, hvis makkerskab går langt ud over penge og karriere og nærmest har karakter af et kærlighedsforhold mellem to mandlige venner. Og det er her filmen har sin styrke – i fortællingen om, hvordan de to mænd i den sidste brydsomme tid med nederlag, vigende succes og til sidst: et farvel til karrieren – fastholder det ubrydelige venskab. En loyalitet, der understreges af det forhold, at Stan/Gøg i tiden efter Laurels/Gokkes død bruger sine sidste år til at skrive scener og situationer til makkerparret.

Det er en film, der sælges som en komedie, men som mest af alt er en tragisk fortælling om et ubrydelig venskab hinsides penge, berømmelse og så videre. Se den, hvis du har et forhold til Gøg og Gokke.