Ligesom pigtrådstiden i Danmark var de tidligere tressere i England rig på talentfulde grupper, der aldrig rigtig nåede at blive store. Det gælder fx The Others, der blev dannet i Londonbydelen Hampton i sommeren 1963 af en håndfuld utilpasse(de) skoledrenge – Pete Hammerton, Geoff Coxon, Bob Freeman/Rob Tolchard, Paul  Stewart og Ian McLintock. De kom lige i kølvandet på The Rolling Stones og The Yardbirds, der netop havde fået deres gennembrud.

The Others spillede også R&B og fik hurtigt – lige som nogle danske, lokale pigtrådsgrupper – en solid, lokal fanskare og spillede for fulde huse på de små lokale spillesteder. De turede også rundt i England i en gammel varebil, der var overskrevet med ungpigekærlighedserklæringer med læbestift, selv om de egentlig ikke var gamle nok til at køre bil. Og det lykkedes dem at få så megen opmærksomhed, at de både fik en manager og en lille pladekontrakt.

I sommeren 1964 indspillede de deres eneste plade, singlen “Oh yeah” (skrevet af Bo Diddley) og B-siden, den selvskrevne “I’m taking her home”

Ovenstående er mere eller mindre tyvstjålet fra en side, der kalder sig garagehangover.com. Pigtrådstømmermænd kunne man måske oversætte det til.

Selv om pladen blev spillet på de lokale radioer og blev fremhævet af klassekammeraten Brain May (senere medlem af Queen) som en plade, der tålte sammenligning med The Yardbirds, så var det noget nær enden på The Others historie. Drengenes forældre insisterede på, at de droppede musikken og gennemførte deres A-level-eksaminer i skolen. I dag er singlen selvfølgelig en efterspurgt samlerting.

I øvrigt kan man læse, at The Others for nylig skulle være blevet gendannet og have indspillet en plade med livemusik. Det er dog ikke lykkedes mig at opstøve den (endnu).