Endnu et markant navn i dansk humaniora er blevet revet bort i dette hersens morbide 2021. Ole Andkjær Olsen er død i en alder af kun 73 år.
Ole Andkjær Olsen, der var uddannet magister i sammenlignende litteratur fra Københavns Universitet, var en af de unge forskere, der i kølvandet på studenteroprøret og “1968”, brød med den herskende humanistiske forskning og søgte og fandt inspiration uden for de politisk korrekte rammer. I hans tilfælde var det Sigmund Freuds psykoanalyse, der blev genstand for seriøs fordybelse og beundringsværdig formidling. Det resulterede i værker som “Freuds psykoanalyse” fra 1981 (skrevet sammen med åndsfællen Simo Køppe), disputatsen om ødipuskomplekset (1988), det store tobindsværk om Pskykoanalysen efter Freud fra 1995 (også sammen med Simo Køppe) og leksikonet Psykodynamisk Leksikon (2002). Med sin seriøse fordybelse i Sigmund Freuds tekster og sin fortsatte insisteren på, at psykoanalysen havde noget at byde ind med i de humanistiske discipliner og forskningsområder, var Andkjær Olsen et vigtigt orienterings- og inspirationspunkt for mange studerende og forskere i flere årtier efter “1968”.