I går aftes genså jeg den amerikanske film Home Alone (1990) om drengen Kevin, der bliver glemt i hjemmet, da familien tager på ferie i Paris. Filmen er ikke mindst kendt for en række scener, hvor Kevin gør op med to vaneforbrydere, der har tænkt sig at tømme huset for værdier, medens familie er borte. Filmen er en blanding af klassisk amerikansk familiedyrkende underholdning kombineret med omtalte scener, der dels står i gæld til klassisk slap-stick-komedier (Gøg og Gokke, Charlie Chaplin m.fl.) og den amerikanske tradition for voldelige action-indslag. Og filmens underholdningværdi står og falder med disse sceners effektivitet – derfor er den første film i serien også den bedste, medens opfølgerne udvander idegrundlaget.

Og så sneg julen sig også ind i filmen, idet Chuck Berrys “Run Rudolph Run” (1958) får lov til akkompagnere familiens bestræbelser på at nå flyet i tide. En klar julesang, men bestemt ikke  en af Berrys allerbedste sange. Dertil ligger den for tæt op af både “Johnnie B. Goode” og “Little Queenie”. Til Berrys forsvar skal det dog tilføjes, at sangen om Rudolf er skrevet af Johnnie Marks og Marvin Brodie.