“En af Danmarks helt store kunstnere bliver første medlem af den nystartede Hall of Fame for folkroots-musikken. 83-årige Povl Dissing hyldes i forbindelse med Danish Music Awards Roots på lørdag d. 27. november 2021 i Tønder.” Sådan starter en af dagens mails i min indbakke.

Og straks glider tankerne tilbage til dengang i tresserne, hvor den nu 83-årige Povl Dissing dukkede op på den danske musikscene, nærmere bestemt: den folkemusikscene, der blomstrede i de år. Og jeg husker, at han hurtigt blev kendt videnom, men også var en der delte vandene. Enten kunne man lide Dissings særprægede stemme og hans repertoirevalg, der både omfattede gamle danske sange og moderne sange af fx Shel Silverstein – eller også kunne man slet ikke holde ham ud. Jeg husker, hvordan min far vrængede ad Dissing, når han blev spillet i musikradioen. Næh, Dissings særlige danske form for blues og hans stemme var ikke hverdagskost dengang i tresserne. Men han holdt ud og langsomt men sikkert arbejdede han sig ind i den folkelige bevidsthed og vandt en helt særlig plads, da han sammen med den kongeniale digter Benny Andersen lavede Svantes Viser, der ikke alene blev et regulært hit, men hurtigt aspirerede til en plads blandt Højskolesangbogens kanoniserende sange.