Kultur er et tveægget sværd. Rigdom og begrænsning. Opbyggelig og destruktiv. Og når kulturer mødes bliver tvetydigheden tydeligere.
I dagens avis læser jeg en interessant notits om sæddonorer.
Det er jo en kendt sag, at fertiliteten er truet i den vestlige verden. Meget tyder på, at vores levevis med forurening på mange planer har en negativ effekt på mænds og kvinders evne til at formere sig. Og dette tunge lod falder også på dem, der er indvandret fra fx Mellemøsten og de arabiske lande.
For et par med kulturelt bestemte forestillinger om et familieliv med egne børn, kan det være et stort nederlag at skulle indse, at man ikke er i stand til selv at sikre reproduktionen. Men med moderne befrugtningsteknologi er der skabt genveje til det forjættede land. Flere kan blive forældre og danne familie trods delvis ufrugtbarhed. Sædbankerne udgør i så henseende et vitalt supplement til den udbredte infertilitet.
Nøden lærer nøgen kvinde at spinde, siger man. Og den fertilitetsmæssige nødvendighed får indvandrerpar til at søge til sædbankerne og fertilitetsklinikkerne. Et kompromis i forhold til kulturelt farvede drømme og forestillinger om, hvad et parforhold skal føre med sig. Men kulturen forsætter sit nådesløse spil. For de søgende efterlyser sæd, der lever op til kulturelt bestemte, rigide forestillinger om etnisk udseende osv. Men her rammes de så af deres egne kulturelle fordommes hammer, for der er åbentbart ingen af Mellemøstlig oprindelse, der ønsker at være sæddonor. Fordi det strider mod de kulturelle forstillinger om, hvor sæden skal gøre godt. Nemlig i familien. Og kun der.
En illustration af, at kulturens fordomme er tveæggede. De slår tilbage på en selv, hvis man ikke kan gøre op med dem….