Knap to år og en viruspandemi er der gået, siden Ginne Marker debuterede og brød igennem med sit første album For Seasons to Come. Men i april i år fik vi en forsmag på album nr. 2  – der nu er ude med titlen Ulteria – idet singlen Never Golden But Beautiful / Omen blev udsendt som en lovende og forlokkende forsmag på, hvad der var i vente.

Ulteria kalder kunstneren sin nye plade, og ordet forklares på forsiden af det indlagte teksthæfte i pladecoveret – som en afledning af ordene ulterior og euphoria. Og med den dobbelte betydning: 1. “the profound state of truly accepting change” eller på dansk: at have nået den udviklingstilstand, hvor man accepterer livets forandringer; og 2. fugle Phønix i sin aske lige før den bliver genfødt – det mytologiske billede på, at en afslutning også er en begyndelse på noget nyt og andet.

Og den dobbeltbundede titel fortæller også noget om, hvad der faktisk er på spil i Markers tekstunivers. Lad os bare tage et par eksempler. Den første sang “Titans” er en klassisk parforholdsopbrudssang, hvor et par er gået fra hinanden, men i bevidstheden om, at de var gjort af det samme stykke – “We’re pieces pulled, oh baby/ from the same moon” – og rustet til at klare opbruddet: “Meat to be, built to stand this change”. Ulteria. Og i sang nr. 2, kendt fra singleudspillet, “Never Golden but Beautiful”, mediterer Marker over den unge kærligheds skrøbelighed – “Hearts break, when you least want them to” .  En kærlighed, der insisterer, selv om den går i stykker som skrøbeligt glas.

Og Markers tekster beskriver følelsernes ambivalenser og dobbeltbundetheder i et søgende, poetisk sprog, der er tættere på den skrevne poesi end på popteksternes velkendte rimede enkelhed. Så der er god grund til at bruge lidt tid på at læse Markers tekster, for hun har noget på hjerte og vil ikke bare have os til at synge med.

Og Ginne synger sine både poetiske og prosaiske tekster med den stemme, der allerede er blevet påskønnet og fremhævet. En smuk stemme, der har et helt personligt særpræg og udgør et kostbart vandmærke i hendes musik. Og en stemme, der i Aske Jacobys indforståede og lydhøre produktion får tildelt lige netop den fremtrædende plads  – i centrum og svævende over instrumenterne – der tilkommer den.

Stilistisk bevæger Ginne Markers sig stadigvæk inden for de genremæssige rammer, vi mener at kende som folk, singer-songwriter-sangskrivning og high-end pop. Sangene har en overvægt af ballader, og det er da også det stille og eftertænksomme, der passer som fod i hose til Markers ulteria-bundne sangskat.

Arrangementerne passser også smukt til sangene. Ginne Markes fine stemme og hendes  sofistikerede guitarspil blander sig ubesværet med det lyse, lette arrangementer, hvor de andere musikere omfatter hendes udfoldelser med diskretion og lydhørhed, samtidig med at produktionen let lader lytteren opfatte de enkelte instrumenters bidrag til det samlede, imponerende resultat.

Med Ulteria har Ginne Marker lang endnu en alen til den talentmasse, hun lagde frem med debutalbummet. En alen, der kommer af erfaring og kunstnerisk engagement. Ulteria er et af dette musikårs bedste og mest vedkommende udgivelser. Hermed varmt anbefalet.