[Ian Stewart sammen med Billy Preston og Rolling Stones, july 1975 – lånt fra Wikipedia.org.]

Ian Andrew Robert Stewart (18 July 1938 – 12 December 1985), der blot blev kendt som Ian Stewart var den første Rolling Stone. Forstået på den måde, at han var den første, der svarede på bandmager Brian Jones’ stillingopslag i Jazz News (2. maj 1962). Først derefter kom Mick Jagger og Keith Richard. Med sin store lidenskab for rhythm and blues, boogie-woogie, big band jazz m.m. og en relativt stor erfaring med at spille netop de stilarter gjorde den unge skotte et stort indtryk, ikke mindst på Keith Richard.

Men Stewart, der ud over sit job i Stones havde arbejde ved siden af i den kemiske industri, var ikke populær hos bandets første manager, Andrew Loog Oldham, der mente, at den lidt ældre skotte med det store kæbeparti og lidt grove udseende ikke passede ind i gruppens “image”, og at de i forvejen var for mange, nemlig seks medlemmer. Og derfor ville han fyre Stewart, men lod ham dog fortsætte som roadie, altmuligmand og sessiontangentspiller.

I stedet for at sige “fuck you!” accepterer Stewart sin nye rolle og forbliver på den måde den femte Rolling Stone frem til sin for tidlige død af et hjertestop i december 1985, kun 47 år gammel. Især Keith Richard beundrede Stewarts musikalitet og tilskrev ham en afgørende rolle i bandets virke og succes. Selv om han aldrig blev en aktiv del af gruppens udsvævende liv. Det fortælles, at han foretrak at spille golf i stedet for at dyrke groupies, sprut og stoffer. Når han fandt hoteller til gruppen i USA, sørgede han altid for at finde hoteller, der lå langt uden for byerne, hvor groupierne havde sværere ved at finde hen, og hvor der var en golfbane lige i nærheden.

Stewart satte sit mærke på gruppens indspilninger i hele perioden fra 1964 til 1986. Og det var ikke kun på tagenter, han gjorde sig gældende. Fx var han en fortræffelig percussionist. Han arbejdede sammen med flere af sessionmusikerne og spillede også sammen med fx Led Zeppelin, The Blues Band og flere andre, når tiden med Stones tillod det. Og så er han en vigtig kilde til skildringen af livet i og omkring Stones i
Sandfords jubilæumsbog. Han kendte bandets liv bag scenen bedre end de fleste – på godt og ondt.