Det sker, at jeg ønsker mig tilbage i tiden. Måske som en dagdrøm. For en kort stund vender jeg tilbage til et bestemt sted i barndommens eller ungdommens land. Med al min livserfaring og voksne habitus. Enten er jeg tilbage  min egen barnlige eller ungdommelige krop eller også er jeg den famøse flue på væggen, der sidder med alle sine øjne og registrer, hvad der sker.

Det er selvfølgelig en umulig drøm, men den er der engang imellem. Tænk for en stund at opleve den virkelighed, der var ens egen dengang. I baggården, hvor jeg legede. På skolebænken, hvor timer, dage, måneder og år blev forbrugt. Hvordan var det – sådan helt konkret? For godt nok kan jeg endnu huske ganske mange detaljer fra dengang. Om stedets indretning, om personerne, der var en del af mit liv. Men erindringen svigter, når det gælder livets gang på den helt banale facon, hvor minut afløser minut. Hvordan var det nu det var? Og så  opstår dagdrømmen igen.

Tidsrejser af denne slags finder vi selvfølgelig i fiktionens verden. Hvor mange amerikanske film har ikke sendt hovedpersoner frem og tilbage i tiden? Og især i litteraturens verden. Faktisk er det Søren Ulrik Thomsens tidsrejse i Store Kongensgade 23, der satte dette skriveri i gang, selv om jeg har haft denne dagdrøm mange gange, siden jeg var ganske ung. I håbet om, som SUT skriver, “at jeg, medens jeg fortæller, kommer til at skrive noget, der vil overraske mig selv og måske derfor også vil være værd at læse for andre.”. Det er det skriften kan. Erindringens skrift.

Søren Ulrik Thomsen kan stå uden for Store Kongensgade 23 og kigge på bygningen eller ind gennem hovedøren til terazzogulvet og trappegelænderen. lige som jeg kan stå uden for hoveddøren til den lille bygnng, der udgjorte min barndoms hjem de første 11-12 år. Og selv om lejligheden – både Thomsens og min – for længst er blevet overtaget af andre “uvedkommende” beboere, så er den der stadigvæk – intakt – i erindringen. Vi skal blot lukke øjnene, så dukker detaljer op, fx lugten af “malingen og væg-til-væg-tæpperne” eller de ofte med brun sæbe vaskede linoleumstrapper. “Mærkeligt at man kan erindre dufte” noterer Thomsen. Ja, men det kan man. Lige som man kan få dèja-vu-oplevelser af steder, situationer, stemninger m.m. Og måske er det virkelig muligt at rejse i tiden, i hvert fald i erindringens tid, hvor alt er ved det gamle – bogstaveligt talt. Dog med det forbehold, at erindringen kan svigte og ikke altid er helt 100% pålidelig. Til gengæld er det det skriften, litteraturen, kan opveje. Fremskrive det overraskende og måske glemte.

Jeg bliver ikke færdig med dette indlæg, fordi det kun er en ansats til noget større. Det er et stykke work in progress så at sige. Så jeg vender nok tilbage til det med dagdrømmen om at rejse i erindringens tid – hvilket blot understreger det mulige i projektet.