Det er den afdøde svenske musikjournalist, der et sted fortæller historien om, hvordan sangskriver Nick Lowe kom til penge. Han havde skrevet sangen (What so funny ’bout) Peace, Love and Understanding, da han som ung spillede i bandet Brinsley Schwarz. Som en kommentar til alle dem, der syntes, at der var for mange silly love songs og sange om fred og fordragelighed – dengang omkring 1970. Men sangen blev ikke noget hit og forblev i Nick Lowes bagkatalog. Indtil nogen fik den idé at lade den blive indlemmet i lydsporet til filmen The Bodyguard med Whitney Houston og Kevin Costner.
Og selv om sangen i Steigers version ikke på nogen måde gør væsen af sig i filmen, så blev den altså solgt sammen med resten af lydsporet – i meget store oplag. For filmen blev et af den tids helt store sællerter – og følgelig kastede den også en masse royalties af sig til de involverede sangskrivere. Så lige pludselig fik Nick Lowe penge på lommen og på bankbogen. Mange flere end han nogensinde før havde haft eller drømt om.
Anekdoten fortæller en masse om musikkens verden. Om hvor lille afstanden fra fiasko til succes kan være. Eller om, at gode sange før eller siden nok skal komme til deres ret. Eller om, hvor stor en rolle tilfældigheder og markedsandele kan spille i musikkens liv og efterliv. Og så videre.
Og så giver den en passsende anledning til at spille denne fantastiske sang et par gange.