DR valgte at vise komikeren Anders Matthesens film Sorte Kugler. Efter at have set Terkel i knibe (2004) og Ternet Ninja (2018), så var det let at overtale sig selv til at bruge tid på denne film fra 2009, hvor Matthesen står for instruktion, manuskript og selv spiller hovedrollen.

I filmen spiller Matthesen manden Alex Klein, der som navnet antyder er et ‘klein’ menneske, en lille mand, der ikke rigtig slår til i tilværelsen. Ja, selv hans tissemand er for lille. Alex arbejder som ejendomsmægler for den glatte, smarte og overlegne Marc, der lokker Alex med et partnerskab i firmaet, hvis ellers han kan få solgt en milliondyr villa, som Alex selv har tabt penge på i finanskrisen. Men det lykkes selvfølgelig ikke. For Alex forblive den lille mand, sådan som han hele tiden har været. Det vil sige, siden han ikke – i modsætning til sin kæreste – kom ind på politiskolen og blev betjent, fordi han netop var for lille. Og Alex reagerer på sin kleinhed med at forsøge at punke andre og verden i det hele taget til rette. Og det med vrede, korrektioner og perfiditet. Og ingen går ram forbi.

Så går det hverken værre eller bedre end at Alex kører galt, da han i sin frustration over livet spilder kaffe ud over sig under kørslen. Og han kolliderer med en anden bil og ender på sygehuset. Og her laver Matthesen så et kunstgreb, der for alvor sætter komedien i scene. For medens Alex’ krop ligger på operationsbordet , vågner han selv op i et limbo mellem liv og død. Et limbo, der som Christian Mongaard rammende pointerer, er en slags ‘moderne gameshowudgave af Skærsilden’, altså det sted i den katolsk-kristne selvforståelse, hvor menneskets endelige skæbne skal besegles – er enden helvedet eller himlen?

Og med selveste Søren Rislund som showets quizmaster Lurifax skal Alex nu testes på sine menneskelige egenskaber. Han får så at sige en chance for at bevise, at han på bunden af sin utilstrækkelighed er et godt og  uselvisk menneske, som så kan få en chance til i livet. Og quizens svar belønnes af hvide kugler eller straffes af de sorte kugler, som filmtitlen hentyder til. Og den lille Alex føres nu gennem en række tests, der alle velkonstruerede stykker situationskomik af fineste skuffe. Her viser Matthesen, at han har et klart talent for at se det komiske i helt ordinære situationer og få det optimale ud af det verbale.

Hvordan det går den lille Alex skal jeg ikke afsløre, men det er tydeligt, at Matthesen kan sin film- og komediehistorik. Temaet med den lille mand på skideren går i hvert fald tilbage til efterkrigstidens sorte Hollywoodkomedier og også til vores egen filmhistories tradition for små mænd i knibe. Tænk blot på Olsenbandens Egon Olsen. Ja, helt ud i udformningen af filmplakaten viser Matthesen sin veneration for og inspiration fra den danske filmkomedie – ikke mindst fra Erik Ballings hånd. Og det er bestemt en fordel at læne sig op af filmgenerer, der tidligere har vist sig at have folkelig appel. Og Matthesen viser med sin historie, at han bestemt er en værdig arvtager af fx Erik Balling, der også udmærkede sig ved at være en fundamental humanist, der altid var solidarisk med de “små” mennesker i samfundet.

Og som sin forgænger forstår Matthesens at skrive et enkelt og virksomt manuskript, besætte filmens roller med skuespillere, der kan leve op til komikkens krav (fx Bent Burgs som sig selv, Linda P som Alex’ lillesøster, Kit Eichler som Alex’ moder osv. ) og holde filmens dramaturgi inden for nogle rammer, der vil være kendt fra den danske folkekomedie i tresserne og halvfjerdserne.