Selv om jeg ihærdigt forsøger at nedbringe mit tv-forbrug, så kan jeg ikke helt undgå at se noget, fordi familiesituationen nu engang er sådan, at husalteret kører om aftenen. Og i går – i min tilstand af træthed – måtte jeg så, samtidig med at jeg forsøgte at læse lidt og lave en krydsord, se et program med titlen Øen på DR.

Vi befinder os i udsendelsesrækkens anden sæson, og ideen er, at to hold mennesker, der sikkert er frivillige og også nøje castet, bliver sat i land på en sydhavsø, hvor de skal overleve i 30 dage – og vel at mærke filme det hele undervejs. Med sig har de en sygeplejerske og en smule udstyr og informationer om øens muligheder (man kan finde ferskvand, mad, lave ild m.m.). Altså en slags moderne versionering af den gamle historie om Robinson Crusoe, der ved skæbnens (u)gunst landede på en øde ø.

Hvorfor man laver den slags programmer, kan godt undre mig. Det er helt sikkert et koncept, som DR har overtaget (=købt) fra en stor udenlandsk kommerciel station og formålet er at underholde seerne (underholde defineres af Den Store Danske Ordbog: “noget der morer, glæder eller adspreder nogen, fx optræden, et lettere og ikke særlig krævende åndsprodukt eller en fornøjelig beskæftigelse“). Man kunne prøve at forstå konceptet ud fra en sikkert helt fejlagtig forestilling om, at folkene bag ville fortælle os noget om moderne menneskers overciviliserede livsform og dennes afprøvning i mødet med den barske natur og virkelighed på en øde ø!? Men det er nok at trække den for langt. Det handler nok mest af alt om underholdningsværdien af at se nogle mennesker dumme sig og gøre erfaringer med et simpelt liv. Altså om at lave en salgbar serie.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min gamle geografilærer fra folkeskolens sidste år. Han gjorde meget ud af at fortælle os, at vi i vores civiliserede liv er blevet ude af stand til at overleve. Hvis ikke vi kunne tænde for strømmen, gå i varmt bad, tage mad i køleskabet og sove i en varm seng, så ville vi være ringe stedt. Han mente, at vi ikke ville overleve mange dage, hvis vi blev sat ud i den norske eller svenske vildmark udstyret med et kompas. Og jeg er tilbøjelig til at mene, at han nok havde fat i en pointe. I hvert fald var det slående, hvor prægede og afhængige de medvirkende var og er af det liv, de normalt lever. Og det er også tydeligt, at især de yngre medvirkende i allerhøjeste grad er præget af et virkelighedssyn, der er farvet af de såkaldt sociale mediers og fiktionsindustriens (streamingtjenesternes) virkeligheder.

Et aspekt af dette virkelighedssyn kom til udtryk i sproget. Især en deltager, en ung dame, insisterede på at bruge kraftudtrykket “fucking” hele tiden. Det er “fucking palmer”, kunne hun sige. Eller det er “fucking ananas”. “Fucking” som en amerikansk importeret almenækvivalent for en række tillægsord, der ikke er en del af vedkommendes ordforråd eller blot som udtryk for en slags begejstring eller overraskelse. I hvert fald udtryk for en begrænset sproglig kompetence, man ikke ville have oplevet på tv for blot få år siden.

Som læseren nok kan forstå, så følte jeg mig ikke specielt underholdt af dette afsnit af Øen. Og måtte endnu engang undre mig over mediets udvikling genne de seneste mange årtier. Hvorfor er dette medie, der jo er som skabt til folkelig oplysning og public service, degenereret til hjernedød underholdning? Det kan ikke undre, at tv i sin klassiske form er ved at bliver overtaget og overhalet af underholdende streaming.

Opdatering: Og så fik jeg lige set lidt af seneste afsnit af Øen. Og det slog mig, at udsendelsen selvfølgelig – for sådan er det med tv – er en helt igennem redigeret udsendelse. Hvert eneste klip er valgt med omhu og med en bestemt hensigt. Derfor følger jeg også lidt trang til at undskylde hende den blonde “fucking”-brugende pige. Det er sgu ikke tilfældigt, at hun i rigtig mange af de klip bruger ordet “fucking”. Det er sådan, hun skal fremstå. Hun skal være hende den lidt “dumme”, der kun kan sige “fucking” i mangel af tillægsord eller udtryk for begejstring eller det modsatte. Fucking tv-iscenesættelse.