Don Mclean dedikerede sit andet album til forbilledet Buddy Holly, og med sangen “American Pie”, der tematiserer ‘den dag, musikken døde’, den dag, hvor bl.a. Buddy Holly døde i en flyulykke, opnåede han en succes, han kun kunne have drømt om. Og måske var noget af forklaringen på successen – sangens og pladens – at den smukke sang, som Mclean nægtede at fortolke, fordi han mente, at den talte for sig selv, var med til at skabe tressernostalgien. Den markerede den tidlige rock-and-rolls “død” og den nostalgi, der opstod med uskyldstabet. Eller også var forklarringen bare den, at det er en ualmindelig god sang med en tekst lidt ud over det sædvanlige.

Men albummet indeholder mange andre fine sange end “American Pie” og “Vincent”. Fx “Crossroads”: