Så væltede endnu et af de store træer i dansk litteraturs lille store skov. Anders Bodelsen døde i søndags, 84 år gammel.

Måske siger han ikke yngre mennesker så meget, for han var i mange år fraværende på  grund af noget, der omtales som en “skriveblokade”. Men han vendte dog tilbage for en kort bemærkning med novellesamlingen Varm Luft i 2009. Før blokeringen satte ind var han dog en særdeles produktiv forfatter og havde været det, siden han som ganske ung debuterede med De lyse nætters tid (1959). Og han manifesterede sig i de modernistisk prægede tressere som lidt af en antipodisk forfatter, der dyrkede realismen frem for den fremherskende modernisme med bl.a. Klaus Rifbjerg som eksponent og forgangsfigur. Og netop Rifbjerg kom Bodelsen op at toppes med – sådan rent litterært. Det udmøntede sig bl.a. i romanen Strauss, der var lidt af en nøgleroman i forhold til konkurrenten og modstykket Rifbjerg.

Jeg kan huske, at jeg dengang i min ungdommelige selvsikkerhed, syntes, at Anders Bodelsen godt kunne være lidt for journalistisk i sin skrivestil og måske også lidt for populistisk, når han fx kastede sig over kriminalromanen med Tænk på et tal (1968) – det var før kriminalromanen blev den helt store genre – eller den science fiction-orienterede Frysepunktet (1969). Men det forhindrede mig dog ikke i at beundre hans følsomme, sanselige nyrealisme – ikke mindst i de tidlige værker som Rama Sama (1967), Drivhuset (1965), Villa Sunset (1964) og debuten De lyse nætters tid.

Hedigvis genoptrykkes de fleste af Bodelsens bøger, så der er håb om, at også yngre generationer vil være med til at holde ham ude af glemmebogen.