Paul McCartney har rodet sig ud i en diskussion, der kunne ligne den gamle strid om, hvilket band, der var bedst – Rolling Stones eller The Beatles. Senest har han i et interview med The New Yorker udtalt, at Rolling Stones er et blues cover band: “I’m not sure I should say it, but they’re a blues cover band, that’s sort of what the Stones are…I think our net was cast a bit wider than theirs.”  Hvilket ikke forhindrer ham i at kalde Stones “a fantastic group”. Og uden at ville foretrække Beatles frem for Stones vil jeg med basis i Christopher Sandfords biografi om gruppen mene, at gamle Macca har fat i en lang ende.

Helt tilfældigt har jeg lige læst Sandford beretning om Stones’ Their satanic Majestys Request, et album, der “formodentlig drev en psykedelisk pæl igennem hjertet på bandets blueskarriere” (s. 155). Albummet, der får de ringeste anmeldelser, bandet nogensinde har fået, hitter stort og tjener styrtende mange penge til gruppen. Selv om det er et album, der ligger langt fra bandets foregående bluesbaserede plader. Og Their satanic… er, om ikke ligefrem “efterabende”, som Sandford skriver, så dog klart inspireret af Beatles’ Sgt. Pepper med sin eksperimenterende tilgang til musik. Forskellen er – igen i følge forfatteren – at Beatlespladen er bygget op omkring sange, medens Stonespladen i højere grad lægger vægten på de stemninger og lydflader, der kom ud af eksperimenterne. Især Rolling Stone leverer en virkelig hård anmeldelse, der nærmest beklager, at Stones har forladt det spor, der gjorde dem elsket i starten.

Men uanset hvad kritikken mente og hvad Sandford kan berette om pladens tilblivelse og paradoksale succes hos publikum (der godt kunne høre et par rigtig gode sange i lydkollagerne), så er der ikke nogen tvivl om, at især sangskriver Keith Richards hurtigt søger tilbage til udgangspunktet, the blues. På en ferie med kæresten Anita Pallenberg laver han udkast til de sange, der snart skal blive til albummet Beggar’s Banquet, hvor Stones vender tilbage til deres eksistensgrundlag. Og i det hele taget understreger Sandfords minituøst detaljerede beskrivelse af bandets udvikling op gennem tresserne, at Jagger og Richards igen og igen søger ind i den tryghedszone, der består af blues og rock. Mick vil synge rock, Keith vil spille blues. Og selv om Brian Jones står for de mere kulørte musikalske indslag, som fx brugen af melotronen, og formelt set var gruppens leder, så er der ingen tvivl om, hvem der reelt styrer gruppens musikalske udvikling på en basis af blues og rock – Mick og Keith.

Så på sæt og vis har Paul McCartney ret i sin karakteristik af Rolling Stones, selv om det med “cover” skal tages med mere end et gran salt. Godt nok har de lavet bluescovernumre – lige som Beatles i deres unge dage nærmest levede at lave covernumre – men først og fremmest har de brugt bluesen som inspirationskilde. Som hundredvis af andre bands dengang.