“If the Stones were ‘political’ at all, it was only in the internecine sense of the word” (Christoffer Sandford, The Rolling Stones Fifty Years, s. 144). Sådan skriver Sandford efter at have beskrevet bandets juridiske opgør med det bestående som følge af gruppens brug af stoffer og dets udsvævende liv. Stones delte vandene. De var både elsket og hadet. Og de levede op til det image, de fik som modstykke til de pæne drenge fra Liverpool. Men ‘politisk’?! Ikke i følge Sandford.

Men Sandford glemmer måske, at tresserne var et årti, hvor begrebet om politik blev forandret og omdefineret. Fra at være et begreb, der var begrænset til den offentliges sfære, hvor professionelle politikere agerede, til et begreb, der bredte sig til andre sfærer af hverdagslivet. Under slogan som ‘det private er politisk’ gjorde bl.a. kvindebevægelsen det intime liv omkring kernefamilien til en politisk agenda. Man kan endda hævde, at det politiske diffunderede til alle dele af samfundet. Og sporene fra dengang, hvor ungdommen satte en ny dagsorden for det politiske, ser vi stadigvæk i dag, hvor feminisme, seksualpolitik, familie osv. er politiske emner på dagens nyhedsoversigter.

Og Rolling Stones var – som andre af datidens beatgrupper, inkl. The Beatles – politiske i denne bløde, brede og mere engagerende forstand, hvor politik ikke længere er forbeholdt et specialiseret lag inden for det offentlige.