I går aftes så jeg den ‘amerikanske action-thriller’ (DRs betegnelse) Man on Fire fra 2004. Måske lidt inspireret af den aktuelle positive omtale af den nye James Bond-film, der jo bevæger sig inden for samme genrefelt – agent, action, thriller.

I Man on Fire spiller den garvede Denzel Washington en tidligere CIA-agent John Creasy. Han opsøger sin ven Paul Rayburn i Mexico, hvor han tilbydes et job som privat vagt for en lokal bilproducent. Hans primære opgave er at beskytte familiens datter “Pita” i en by, hvor drab og kidnapning er hverdagsbegivenheder.

Plottet er ganske simpelt. Creasy, der temmelig alkoholiseret og tydeligvis desillusioneret efter mange års professionel dræberliv, påtager sig rollen. Og en dag sker så det, der ikke må ske. “Pita” bliver kidnappet. Den efterfølgende forhandling med bortførerne går i vasken og “Pita” bliver tilsyneladende dræbt. Og i forbindelse med bortførelsen såres Creasy alvorligt. Men da han omsider rejser sig fra sygelejet går han målrettet i gang med at slå de formastelige forbrydere ihjel, sådan som han har lært som agent.

Det kommer der en ganske forudsigelig og på ingen måde overraskende eller original historie ud af. Og den ganske erfarne instruktør Tony Scott fortæller historien ganske fantasiløst og uden den mindste interesse i at give historien bare et lille tvist. Det hele er bare så forudsigeligt, som tænkes kan.

For eksempel indledes filmen med en meget hurtigt klippet bílledstorm, der tydeligvis har til formål at signalere at vi har med en action-film at gøre. Måske fordi der faktisk ikke er noget action af betydning i selve handlingen. Så har man (instruktøren) da i det mindste sørget for at skabe forventninger om action…

Det eneste lille lyspunkt, jeg fandt i filmen var, at den fordrukne hovedperson, der har erklæret sig uinteresseret i musik, går ind i en forretning og køber en CD med Linda Ronstadts største hits. Og nogle af disse bruges så i filmen – især første halvdel, før slagteriet begynder. Man må nøjes med de små glæder, når DR vil bruge en lørdag aften på sådan en regulær B-film.