Informations anmelder indleder sin omtale af Hans Petter Molands filmatisering af Per Pettersons roste og nærmest kanoniserede ny-klassiker Ud og stjæle heste med at konstatere, at en sådan filmatisering er vanskelig. Men at det også er lykkedes for Moland.

Jeg har ikke læst bogen (hvilket jeg betragter som en fordel), men synes også, at det er en vellykket film.

Vi følger pensionisten Trond (spillet af Stellan Skarsgård), der flyttet til et afsides liggende hus for at finde et refugium, hvor han kunne være alene med sine tanker. Men det viser sig hurtigt, at ‘nissen er flyttet med’. En nabo viser sig at være en af barndommens legekammerater, Lars. Og dermed er døren til fortiden og alle erindringerne fra barndommen og ungdommen sparket ind og Tronds drømme om et liv i ensomhed forstyrret. Og filmen kommer til at foregå i fortiden. Dengang Trond holdt sommerferien hos sin far, der solgte tømmer og var lidt af en indelukket enspændernatur, der belærer Trond om at tage livet som det kommer. Om vennen Jon, der tager Trond med ud  ‘og stjæle heste’ (det bliver dog mest til en ridetur). Om to brødre, hvoraf den ene mister livet i en vådeskudsulykke, om nabokonen, som faderen (og Trond) forelsker sig i. Oplevelser, der alle er med til at forme og præge Trond, og som han retrospektivt forsøger at få hold på og få bearbejdet.

Filmen fortælles ligefremt i en vekslen mellem nutiden, hvor Trond snakker med Lars og ellers sysler med sine gøremål, og fortiden, hvor erindringsscenerne udspilles en for en. Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er fortiden, der vejer tungest i Tronds liv og i filmens fortælling. Ting sker, som Tronds far belærer Trond om, og de ting, der sker, bliver en del af erindringen. Den erindring, der udgør et menneske. Og som man ikke kan flygte fra. I en central scene opsøges Trond af sin datter, der har ledt efter ham overalt i Sverige, hvor han kom fra, for at finde ham i Norge. Scenen er et billede på, hvor umulig Tronds flugt fra fortiden er.

Filmen er smukt fotograferet. Skuespillerne passer godt til de roller, de har fået. Og fortællingen forløber med en ro og eftertanke, der er usædvanlig i vores tidsalder. Og dermed understreges forbindelsen til romanen. Filmen er tæt på romanen, og det skal forstås som noget positivt.

Det var DR, der viste filmen, og det skal kanalen have ros for – i betragtning af, hvad de ellers kan finde på at sende.