Det er også 50 år siden, mit yndlingsalbum med Beach Boys udkom. Surf’s Up. Gruppens syttende album og noget af en comeback-plade efter nogle kommercielt og kunstnerisk tynde år. Pladen havde en ironisk distance til surferrockårne (fx på forsidefotoet, der kombineret med albumtitlen bliver en ironisk kommentar til tiden som surfrockere og -helte), Brian Wilson var i krise og broder Carl var tovholderen, og til forskel fra forgængeren Sunflower tematiserede den nye plade ekstroverte emner som miljø og samfund. Og så var albummet også blevet til på ruinerne af det mytologiserede og mislykkede Smile-projekt. Hvilket måske forklarer, at pladen trods alt holdt et højt niveau, selv om Brian Wilson spillede en lidt tilbagetrukken rolle som arrangør og producer.
Selv om arrangementerne måske ikke når Brian Wilsons allerbedste præstationer, så synes jeg stadigvæk, at de har høj klasse og så hjælper det også, at de på denne plade har Bruce Johnston med på det vokale og som sangskriver – is. med den underskønne “Disney Girls (1957)”. I hvert fald rangerer denne plade lige så højt som Pet Sounds på min personlige Beach Boys-liste.