Jeg var lige gået i gang med aftensmaden, da nyheden om Charlie Watts’ død tikkede ind på mobiltelefonen. Åh nej, tænkte jeg. Ganske vist havde Rolling Stones-trommeslageren for ganske nylig meldt fra til bandets nye turné og havde undergået medicinsk behandling, som det eufemistisk hedder, når nogen bliver hospitaliseret og opereret. Og nu får vi så at vide, at Watts er sovet ind på et hospital i London, omgivet af sine nærmeste. Åh nej.
Via et fast spillejob hos legenden Alexis Korner kom Charlie Watts med i Rolling Stones, hvor han afløste Mick Avory (der havde en fremtid i The Kinks) til en ugeløn på 5£. Og det selvom han egentlig mest var til jazz og betragtede jobbet hos Stones som et “irriterende tidsfordriv”. Men et tidsfordriv, der sikrede arbejdersønnen en god, fast stadigt voksende indtægt.
Arbejdersønnen (faderen var buschauffør) vidste også, at man skal passe sit arbejde efter bedste evne. Og det har han gjort i den verdensberømte gruppe, hvor han altid har leveret varen og har været et uundværligt ankerpunkt for de mere flyvske Jagger og Richard – samtidig med, at han holdt fast i jazzen som det rigtige tidsfordriv. Fx med Charlie Watts Quartet, Charlie Watts Tentet og Charlie Watts Orchestra.
Og så overlod han til de andre, at leve op til mottoet “sex, drugs and rock and roll”. Bortset fra en periode i firserne, hvor han havde fået arbejdsrelaterede problemer med stoffer og alkohol, har han holdt sin sti ren og har fremstået som gruppens altid velklædte elegantier, der passede sit familieliv med konen Shirley (som han giftede sig med i 1964) og udadtil holdt på en stil, der var præget af distance (til de emsige medier) og en vis reservation.
Med Charlie Watts’ bortgang står Rolling Stones over for den svære opgave, at skulle genopfinde sig selv. Kan de det? The Who kunne, da Keith Moon døde, og mon ikke Mick Jagger har en plan? Vi får se.
Rolling Stones’ hjemmeside d.d. siger måske alt om Watts betydning. Klikker man ind, så er der kun et stort fotografi af Charlie, der ulasteligt klædt kigger ud mod en. Andet er der ikke…
Med Watts og frontfigurerne i Stones kan man vel roligt sige at modsætninger mødes og sød musik opstår.
80 år er godt klaret i den branche; men ikke blot bandet er sejlivet. Det er medlemmerne generelt også.
Det er da også godt skuldret, at der ikke har været band-dødsfald siden sommeren -69.
@Farmer: Ja, og når man så ser en McCartney med sorte rande under øjnene mindes sin gamle kollega Watts, så kan man ikke helt sige sig fri for at tænke, at med Watts død er begyndelsen til enden på en enestående epoke ved at være i gang. Hvem er den næste, der takker af?! Stones uden Watts – er det ikke som jordbær uden fløde?