Det seksuelle har altid været genstand for forargelse – og det modsatte. Nu om stunder debatteres det, hvorvidt unge piger omkring puberteten må bære små bluser, der viser deres maveskind, i skolen. Og for meget længe siden, helt tilbage i 1928 vakte en amerikansk-født sanger- og danserinde ved navn Josephine Baker furore i lille Danmark ved at optræde i et bananskørt (og intet andet). Her kunne man se både maveskind og mere til. Det var – forstod man – ikke godt for “sædeligheden” i landet.
Siden blev Josephine Baker, der ikke kun var frisindet på det kropslige plan, men også politisk (som aktiv i den franske modstandsbevægelse og som fortaler for borgerrettigheder), verdensberømt. Herhjemme blev hun forsvaret af den kulturradikale PH – Poul Henningsen – Sten Hegelers far.
Og i Frankrig bliver hendes afdøde rester nu genbegravet på Pantheon, hvor kun de allerstørste franske kulturpersonligheder er blevet stedt til hvile (fx Voltaire, Emile Zola og Victor Hugo). Jovist, franskmændene forstår at værdsætte deres kultureller repræsentanter – også selv om de er af brunlig kulør og anden etnisk oprindelse… Måske kunne vi lære lidt af denne flotte gestus her i Danmark?!