Den første gang, jeg hørte om psykologen Sten Hegeler, var, da han sammen med sin daværende kone Inge skrev frisindet om det seksuelle i tresserne og halvfjerdserne (bl.a. i Ekstrabladet og nogle bøger). Det faldt nogenlunde sammen med, at jeg selv kom i puberteten og blev kønsmoden og havde brug for viden om det spørgsmål. Og på deres egen uforfærdede, ligefremme facon gav Inge og Sten, som de blev kendt som, svar på alskens spørgsmål om kønslivet. Ingen floromvunden tale. Ikke noget, der blev skubbet ind under stolen eller fortiet.

Og på den vis blev Sten Hegeler – for mig – et eksempel på den frisætning, som tresserne kom til at stå for. Ikke kun den seksuelle frigørelse, som vi har hørt så meget om, men i lige så høj eller højere grad den intellektuelle frigørelse til at tænke, hvad man vil, og udtrykke, hvad man vil og som man vil det. Ikke for ingenting var Sten Hegeler søn af foregangsmanden på det punkt, arkitekten og forfatteren Poul Henningsen, frontfigur for den kulturradikale strømning i dansk åndsliv. I mange år vidste Sten ikke, at det forholdt sig sådan med faderskabet, fordi hans moder i lang tid forskånede ham for sandheden. Den historie kan man læse om i Gitte Løkkegaards portrætbog Dobbeltbastarden.

Senere i livet blev Hegeler redaktør for forbrugerbladet Tænk, hvor han bl.a. var chef for Torben Bille, der var produktionsassistent på bladet.

Sten Hegeler forblev et intellektuelt forbillede for mig, så længe han var aktiv. En mand med sine meningers mod, sit frisind og sin modvilje mod konformiteten. Nu er Sten ikke mere, og det kulturradikale landskab er blevet et fyrtårn fattigere.