Det var kun Pete Townshend, der faktisk tissede på den store betonklods, der stak op af grunden ved Eastington Coillery. De andre måtte have hjælp i form at regnvand fra en kande. Men ellers skulle coverfotoet være en slags kommentar til Stanley Kubrics film Rumrejsen 2001, hvor en stor monolit spiller en afgørende symbolsk betydning. Måske er det berømte coverfoto også en understregning af The Whos image som nogle af rebellerne i britisk beatmusik!? I hvert fald er det et cover, der er blevet både berømt, berømmet og fremhævet som et af de mest markante pladecovers gennem tiderne.
Og musikken på pladen vandt også genklang hos både kritikere og publikum. Der var tale om en slags genfødsel af bandet, der var begyndt som et regulært singlehitband (som andre af deres jævnbyrdige bands) og siden havde gennemgået en imponerende udvikling, der mundede ud i rockoperaen om Tommy. Det nye album opstod på ruinerne af Pete Townshends kuldsejlede, myteskabende projekt Lifehouse, der aldrig blev til noget. Og kritikerne tog det nye album til sig. Selv gnavpotten Robert Christgau måtte bøje sig og kalde pladen ‘det bedste hårde rockalbum i årevis’.