Nej, jeg fik ikke set den – Erik Ballings og Kim Larsens film Midt om natten – dengang den kom frem. Jeg husker ikke hvorfor, men sandsynligvis var det den massive foromtale, der fik mig til at gå uden om den. Men i går aftes viste DR2 den så, og jeg fik den set.

Og det er en god film – på den der ‘folkelige’ facon, som vi kender fra de bedste danske folkelige film fra fyrrerne og frem. En djærv, hyggelig, underholdende familiefilm.

Plottet er ligetil. Nogle mennesker på samfundets rand, arbejdsløse, pengeløse, boligløse osv. er flyttet ind i kondemneringsmodne boliger. De er ikke bz-ere, men bare mennesker, der vil have et sted at bo ‘med potteplanter i vinduet’, som Larsen udtrykte det. Selv om Midt om natten er inspireret af såvel Christianias historie og bz-bevægelsen, så er den holdningsmæssigt langt fra disse to. Vi befinder os i den blødeste del af den tids venstrefløj. Der, hvor man helst ikke vil være ‘politisk’, men bare vil passe sig selv.

Og helt efter virkelighedens drejebog, så går det heller ikke særligt godt for disse randmennesker. De fordrives fra deres boliger, finder et nyt sted på et nedlagt/ikke-aktivt fabriksområde på havnen, hvor de også til sidst fordrives fra. Og det er da heller ikke denne side af historien, der egentlig er den centrale. Det er derimod historien om de to venner og blodsbrødre Benny (Kim Larsen) og Arnold (Erik Clausen), der sammen og i stadig indbyrdes konflikt driver fortællingen fremad. Det er omkring disse to individualister hele fortællingens solsystem drejer sig. Med indbygget kærlighedshistorie og fortælling om den lille mands kamp mod overmagten.

Filmen blev allerede dengang opfattet som politisk rød, hvilket gensynet i går nok må afkræfte. Der er snarere tale om en ultrablød humanistisk film, der ikke rigtig får sat spørgsmålstegn ved det bestående samfund, men snarere bekræfter dets eksistens og funktionsmåde. Midt om natten er lige så (lidt) politisk som Huset på Christianshavn og Matador. Larsen og Balling vil ikke politisere her i slipstrømmen af halvfjerdserne, men blot underholde. Og derfor er filmen også en nærmest perfekt ramme omkring Kim Larsens berømte og storsælgende sange.

Jeg vil ikke sige, at filmen skuffede mig. Jeg vidste godt et eller andet sted, at Balling ikke på noget tidspunkt i sin karriere var rigtig rød og aldrig ville kunne lave en film, der rummede bz’ernes politiske aktivisme og radikalitet. Midt om natten er først og fremmest folkelig underholdning – uden modhager og med sikkerhed for, at den efterfølgende aftenkaffe med flødeskumskager ikke bliver forstyrret af filmens budskaber.