Jeg har tidligere fremhævet den lille danske tv-kanal DK4. En kanal, der dyrker dyder, som man har mere eller mindre glemt på de to store dominerende kanaler. Det er fx her man kan opleve rigtig levende musik. Men der er også andre seværdige programmer. Fx dyrker kanalen gammeldags samtaletv. Det var noget man havde på DR for mange år siden, hvor man kunne opleve to personer i samtale om stort og småt. Radio-tv kunne man fristes til at kalde det (hvis ikke det også var en truet genre på radiokanalerne…).
Fx løber der en programserie under titlen Hånden på hjertet, hvor entertaineren, komikere og psykoterapeuten Finn Nørbygaard har samtaler med udvalgte mennesker. I går var det selveste Lasse Helner, der stod for skud og fortalte om sit liv. Og selv om det ikke udelukkende handlede om musik, så var musikken den underliggende forudsætning. Fra dengang, hvor Lasse oplevede Tommy Steele på biograflærredet og bestemte sig for at blive musiker, dengang han lånte sin moders guitar og lærte at spille, blev påvirket af sine storebrødres interesse for især jazz og begyndte så småt at optræde, til dannelse af The Baronets i midten af tresserne osv. Og undervejs får vi en masse at vide om, hvordan livet har artet sig for den gamle pigtrådsmusiker. Om alkoholismen, om sit mangeårige samliv med Mathilde, om det at blive gammel og om stadigvæk at være aktiv (Lasse står for at genoptage koncertvirksomheden efter coronaen og har en ny plade – Over the Hill – ude med sange, der er skrevet i isolationstiden). Alt i alt et anbefalelsesværdigt samtaletvprogram for alle med interesse for Lasse Helner og hans tids musik.
Programmet genudsendes sikkert og kan vist nok også ses på DK4s hjemmeside, hvis man er abonnent.