Er alt ikke sagt og skrevet om The Beatles? I hvert fald er der nok ikke mange, der er skrevet så meget om som netop de fire herrer fra Liverpool. Mængden af biografier og lignende er enorm og den vokser hele tiden. Og et problem i den henseende er, at man let får den fornemmelse, at alt er sagt og skrevet om de fires liv og levned. Og at det ikke står til diskussion. – Men sådan er det selvfølgelig ikke. Dels kan man aldrig helt stole på erindringen (heller ikke de fire herrers), og dels har de mange levnedsbeskrivere modelleret om på det de har hørt og læst sig til.

Craig Brown, der er forfatter til den over 600 sider tykke One Two Three Four The Beatles in time (2020) gør et nummer ud af den usikkerhed og upålidelighed, som de mange skrevne historier resulterer i. Og det er en styrke ved bogen. For bare at tage et eksempel. Craig genfortæller sin udgave af anekdoten om dengang den knap 15-årige Paul McCartney mødte den 17-årige John Lennon og blev en del af dennes band The Quarrymen.  Og efter at fortalt sin version konstaterer han tørt, at der ikke er to, der har den samme historie (kapitel 5, s. 21). Og denne skepsis med hensyn til fakta og erindringens fundamentale svaghed er et bærende og velgørende princip i bogen.

Det gør ikke bogen mindre læsværdig. Tværtimod. Brown forstår at fortælle de mange anekdoter med underfundighed og en hel del humor, samtidig med at han hele tiden prikker til og punkterer troværdigheden af mange af udsagnene. Og bogen er bygget om som en perlerække af anekdotiske begivenheder.

Browns skepsis gør sjovt og paradoksalt nok ikke anekdoterne mindre troværdige, for det handler om, at anekdoternes troværdighed ikke står og falder med alle detaljers korrekthed. Det er som fortællinger, anekdoterne har deres troværdighed. Det er en anden styrke ved bogen: Overbevisningen om, at det ikke handler om at fortælle den sande, indiskutable erindringshistorie, men om den stærke fortællings sandhed. Her er Brown f.eks. i modsætning til Mark Lewisohn, der med sin stortanlagte Tune in forsøger at researche sig fri af enhver blindgyde og enhver tvivl. Og det kan man ikke – og det er måske derfor Lewisohn er kørt fast i færdiggørelsen af bind 2 af værket!?

Hos Craig Brown mærker man den garvede journalists kærlighed til den gode historie og hans professionalismes afgrundsdybe mistillid til kendsgerningernes ubestridelighed. Og det sammen med hans glimt i øjet og humoristiske sans gør bogen yderst læseværdig. Og han formår at give en fascinerende beskrivelse af, hvordan Beatles i løbet af to år går fra at være ubekendte nulliteter til at være verdensberømte og til – to år senere – at være så berømte at de ikke længere kunne give koncerter og måtte opgive deres gamle liv.

Craig Browns velskrevne bog er først og fremmest  et velgørende korrektiv og supplement til den i forvejen enorme litteratur om The Beatles. Og selv om det kan lyde underligt, så er det faktisk ganske befriende, at Brown sådan lader tvivlen komme til sin ret i sin fortælling om Fab Fours karriere. Og hvis man har det svært med det vilkår, så skal man nok holde sig langt væk fra denne bog.