I går aftes forsøgte jeg igen at se Michael Bays Pearl Harbor fra 2001. Danmarks Radio har sendt den før, og i går var det åbenbart betimeligt at genudsende den. Sidste gang blev jeg vist forstyrret i indtagelsen af den, men denne gang måtte jeg ganske enkelt give op halvvejs gennem filmen.

Emnet er ellers interessant nok – hvis man da ellers  interesserer sig for historie og ikke mindst krigshistorie. Pearl Harbor, den amerikanske flådebase i Honolulu, som japanerne angreb i december 1941, og som blev den begivenhed, der for alvor trak amerikanerne ind i 2. Verdenskrig som krigsførende nation.

Men desværre har instruktøren Bay valgt at lægge den militære begivenhed ind i en romantisk rammefortælling, der bliver det vigtigste i filmen. To barndomskammerater – Rafe og Danny  – er blevet piloter i luftvåbnet. Og Rafe forelsker sig i sygeplejersken Evelyn dagen før han drager til Storbritannien for at blive en del af en amerikansk jagergruppe, der bekæmper nazisterne. Han bliver skudt ned, og alle  tror, han er død, hvorefter Danny og  Evelyn finder interesse for hinanden. Men Rafe vender tilbage, og så har vi balladen mellem de to tidligere venner.

Og denne kernehistorie er vævet ind i en overordnet, lidt løsere fortælling om mødet mellem en gruppe amerikanske soldater og en flok giftemodne sygeplejersker. En fortælling, der trækker på det værste ved Hollywoodromantikken i form af klichéer i forholdet mellem kønnene og forudsigelige og banale episoder.

Romantikken fylder så meget, at man skal en time ind i filmen før den militærhistoriske begivenhed for alvor begynder at presse sig på og omsider bliver manifest i fortællingen. Men selv om angrebet på flådebasen fortælles spektakulært og dramatisk, så var det ikke nok til at holde mig fast i lænestolen. Pladderromantikken havde dræbt min interesse. Og jeg gik i seng.

Måske hænger min oplevelse sammen med, at vi gennem de sidste 3-4 årtier har fået en hel anderledes realistisk fortællemåde, når det gælder den store krigs berygtede begivenheder. Jeg tænker selvfølgelig på fx Spielbergs Saving Private Ryan (om de allieredes landgang i Europa) og på tv-serierne Band of Brothers og The Pacific. For disse film gælder det, at nok er der romantik og familieliv med i fortællingerne, men disse emner får ikke lov til at dominere beretningerne om de voldsomme krigsbegivenheder. Det betyder også, at disse og lignende film og serier bryder med en Hollywoodtradition for indsovsning af (krigs)historier i familiære og romantiske rammefortællinger. Eksemplerne fra efterkrigstiden er legio. En slags forgænger til Pearl Habor er From here to eternity (1953), hvor Pearl Harbor for første gang og for alvor kædes sammen med den store romantiske fortælling.

Min afsmag for Bays film skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at (gen)se den populære film. Den er – alt andet lige – ganske fermt skruet sammen, skuespiller er upåklageligt uden at være imponerende og de spektakulære krigsscener er bestemt effektfulde og højdramatiske. Men jeg fik bare for meget romantisk sukker til at kunne fastholde interessen.