Hvis man ikke vidste bedre, kunne man forledes til at tro, at Joni Mitchells fjerde album, mesterværket Blue, der udkom for et halvt århundre siden, var selve kilden til de senere årtiers overflod af melankolske album. Mitchell havde overstået et kærlighedsforhold til Graham Nash og været inde i et kompliceret forhold til James Taylor og det var den private baggrund for de dybt personlige, blå sange på albummet med den præcise titel Blue.

Men selvfølgelig  stammer melankolien ikke derfra. Den er ældgammel. Sikkert lige så gammel som det tobenede væsen, vi kalder mennesket. Men Mitchell fik skabt nogle helt personlige – musikalsk og indholdsmæssigt – sange med en forførende grundtone af melankoli. En lyshåret, canadisk kvindes svar på den sorte blues. Og pladen er for længst blevet udskreget til at været et af de største album i det tyvende århundrede – og der vil med garanti blive bygget på den vurdering den kommende tid.

Og selvfølgelig bliver halvtredsåret markeret….