I en af dagens aviser kan man læse om Skjoldhøjkollegiet. Om dårlig økonomi og mangelfuld vedligeholdelse – og om en mulig, delvis kondemnering af kollegiet.

Det sendte mig tilbage til 1973, hvor dette kollegie i Brabrand lige var blevet færdigbygget og hvor jeg flyttede ind i et af værelserne ( i nr. 45), på samme opgang som Steffen Brandt (TV-2). Også dengang var der problemer med økonomien. Inden året 1973 var gået, blev der varslet voldsomme huslejestigninger. Hvilket resulterede i en såkaldt “huslejeboycot”, hvor lejerne indbetalte deres husleje på en spærret bankkonto, der først ville blive åbnet, når ejerne havde bøjet sig for protesterne. (Det fik dog mig til at forlade kollegiet og flytte ind i en billigere (!) 1-værelses lejlighed i Gellerupparken).

Jeg vendt senere tilbage til Skjoldhøjkollegiet efter nogle års rastløs boligjagt i Århus, og jeg var heldig at få en af de dengang eftertragtede 1-værelses kollegielejligheder med eget bad og eget te-køkken (i nr. 145).

Jeg valgte at flytte ind i Skjoldhøjkollegiet i ’73, fordi det var et af de kollegier, hvor der var eget bad. Det var noget, der betød rigtig meget for mig, der siden jeg var tolv havde vænnet mig til et dagligt brusebad.

Og det var en god oplevelse af flytte ind i betonen. Et godt stort værelse med en stor seng, skrivebord, en lænestol, et mindre bord og lille hylde. En fin udsigt til en stor græsplæne. Orange bus til det centrale Århus hver time. Og så en masse friske, søde og meget forskellige unge medbeboere (hende der indførte mikro-makro-mad og lakridste til fællespisningen, ham den sindslidende med Mohawk-indianerfrisure og den lille hundevalp og alle de andre).

Og da jeg vendte tilbage, var det som at komme hjem. Søde medbeboere. Ordnede forhold med vaskeri, lille brugs, cafeteria og festsal osv.

Det vil være trist, hvis kollegiet ikke bringes tilbage til det, det var planlagt til at være i starten af halvfjerdserne.